Videnskabsmøde i Nordkraft: Få svar på, hvorfor vi gør dumme ting
AAU og DR inviterer os alle til folkemøde om videnskab i Aalborg på fredag
AALBORG: Du kan møde tv-kendissser som Peter Lund Madsen, Anders Morgenthaler og Jesper Theilgaard, opleve virtual reality, lære om kodning og køre med selvkørende biler.
Der er i det hele taget noget for både nørden og den nysgerrige, når DR og Aalborg Universitet holder Videnskabsmødet 2018 i Nordkraft på fredag, 29. juni.
På det lille folkemøde for videnskab og teknologi vil der dagen igennem blive sat fokus på flere af tidens mest interessante forskningsresultater og påtrængende debatter.
For hvorfor er det, at vi fortsat gør ting, som er dumme, når vi er bedre oplyste om konsekvenserne af vores handlinger end nogensinde før? Hvorfor bevæger vi os ikke nok, kører for hurtigt i trafikken, overforbruger og bidrager til klimakrise, selvom vi udmærket kender til konsekvenserne? Det er nogle af de spørgsmål, som forskere fra universitetet såvel som de kendte værter fra DR skal debattere.
Hele dagen er der program på scenen i Kedelhallen og rundt om scenen er der masser af aktiviteter, man kan deltage i.
Videnskabsmødet er en del af DRs store videnskabssatsning i år. Ved mødet flytter debatten ud af tv- og radiostudierne og ind i Nordkraft, hvorfra dele af dagens program bliver livetransmitteret på P1.
Der er gratis adgang for alle til mødet fradag 29. juni kl. 9.30- 15.30