Victoriaskolen kæmper hektisk og indædt kamp
Initiativtagerne har den opfattelse, at Aalborg Kommune gør alt for at spænde ben for skolens etablering
AALBORG: Initiativtagerne til Victoriaskolen kæmper nu en hektisk og indædt kamp for at få lov til at etablere deres privatskole i Aalborg.
Man havde oprindeligt et begrundet håb om at kunne etablere privatskolen i Coops bygninger på Hobrovej 461 i Skalborg, men de planer blev godt og grundigt skudt i sænk af Aalborg Kommunes by- og landskabsforvaltning.
Kommunen begrundede sit afslag med henvisning til den gældende lokalplan for området.
Og nu føler støtteforeningen bag Victoriaskolen, at man igen, igen løber panden mod en kommunal mur.
Det skriger til himlen
Louise Christensen, Aalborg, er presseansvarlig i støtteforeningen - og kommende lærer på privatskolen - og hun siger til aalborg:nu, at støtteforeningen har fundet andre egnede lokaler til skoleformålet.
- Men nu oplever vi utroligt nok atter et benspænd fra den kommunale forvaltnings side.
- Aalborg Kommune vil nemlig heller ikke denne gang give os lov til at etablere skolen i de nye lokaler, som vi nu har fundet, og forvaltningen henviser igen til lokalplanens bestemmelser, fortæller hun.
- Men det helt vanvittige og paradoksale i dette tilfælde er dog især, at kommunen selv har haft en skole på akkurat samme sted.
- På den bagrund skriger det jo helt vildt til himlen, at vi så ikke kan få tilladelse til at etablere vores privatskole på stedet, anfører den presseansvarlige og spørger samtidig, hvorfor Victoriaskolen ikke kan få lov, når kommunen selv kunne på et tidspunkt.
Og hun gør i den forbindelse opmærksom på, at udlejeren har præcis samme opfattelse som støtteforeningen.
Hun vil ikke på nuværende tidspunkt oplyse adressen på de nye egnede skolelokaler.
Har hyret en advokat
Louise Christensen:
- Men jeg kan da sige så meget, at vi har truffet en forhåndsaftale med den pågældende udlejer om at leje os ind i lokalerne, ligesom vi også nu har set os nødsaget til at hyre en advokat for at bistå os i det videre forløb i forhold til forvaltningen.
- Vores opfattelse er kort og godt, at den kommunale forvaltning ikke kan karakteriseres som en medspiller - men derimod er den en dedikeret og decideret modspiller, mener hun.
Louise Christensen siger videre, at hun både håber og tror på, at Victoriaskolen - alle genvordigheder og obstruktioner til trods - alligevel nok skal være klar til at tage imod skolens første elever ved det nye skoleårs begyndelse i august 2019.
Støtteforeningen arbejder således fortsat ud fra den plan, at man har ca. 200 elever fra skolestart.
Endvidere er målet at nå op på ca. 440 elever i den to-sporede skole.