Veje måtte spærres af: Politi jagtede bil gennem Aalborg
Nordjyllands Politi jagtede fører af bil, som til sidst blev anholdt i Nørresundby
AALBORG: Nordjyllands Politi måtte tirsdag formiddag spærre flere strækninger i Aalborg og Nørresundby af, mens man ledte efter genstande, som en mandlig fører af en bil havde smidt ud af ruden under en biljagt.
Det fortæller vagtchef Poul Fastergaard, Nordjyllands Politi.
Ifølge vagtchefen begyndte eftersættelsen ved Tech College på Øster Uttrup Vej i Aalborg, hvor en færdselspatrulje ved 10-tiden spottede en bil, som man havde ledt efter gennem længere tid.
Føreren af bilen havde dog ikke den mindste lyst til at tale med politiet, så han forsøgte at ryste patruljen af sig.
Jagten på føreren gik fra Øster Uttrup Vej ud på motorvejen, hvor der blev kørt med høj hastighed i nordgående retning gennem Limfjordstunnelen.
- Vi ved ikke nøjagtigt, hvor stærkt han kørte, da der ikke blev foretaget nogen måling af bilen, siger vagtchefen.
Biljagten endte i området ved Sundsholmen i Nørresundby, hvor manden stillede bilen fra sig og forsøgte at slippe væk til fods.
Han er nu anholdt og i politiets varetægt.
- Vi ved endnu ikke, om han skal fremstilles i grundlovsforhør, siger Poul Fastergaard, som ikke har yderligere oplysninger om den anholdte.
Manden bliver formentlig sigtet for adskillige overtrædelser af færdselsloven, blandt andet den høje fart.
- Vi arbejder på at finde ud af, om han har været til fare for nogen undervejs, siger vagtchefen.
I forbindelse med eftersættelsen smed den nu anholdte mand en pulverslukker ud af bilen, muligvis i et forsøg på at forsinke sine efterfølgere.
- Derfor var det nødvendigt at spærre området omkring Øster Uttrup Vej af. Vi har fundet pulverslukkeren, og ledt efter andre genstande - uden at finde andet, oplyser Poul Fastergaard.