Billede beskrivelse

Værsgo' og pluk: Her kan du sammensætte din helt egen buket

Lisbeths tilbud om pluk selv-buketter er på kort tid blevet en succes

18. juli 2022 kl. 17.57
Opdateret kl. 18.03

AALBORG: De er bare indbegrebet af sommer, de vilde blomster der lyser op i friske farver på engen på Sulstedvej.

Egentlig blev der sået sidste år for at hjælpe insekter og for at styrke biodiversiteten, men nu er der så mange blomster, at kvinden bag, Lisbeth Weidinger, også vil give andre mulighed for at nyde de smukke engblomster.

Billede beskrivelse

Og det gør hun med sit tilbud om, at du kan komme og sammensætte din helt egen buket for den symbolske sum af 20 kroner.

Hendes datter, Camilla, lagde et opslag på Facebook for nylig, og det blev hurtigt ret populært.

- Initiativet er simpelt hen blevet modtaget så godt, folk er vilde med at komme herud, og der er en god stemning. Vi kan allerede nu se, at der kommer rigtig mange og laver deres egen buket, siger hun.

- Engen er simpelthen så flot, og man bestemmer selv, hvilke blomster og farver man godt kan lide og gerne vil have med hjem.

Billede beskrivelse

Du kan plukke blomsterne indtil vi når hen omkring september, for nye bliver ved med at springe ud. Og det ligger allerede nu fast, at Lisbeth Weidinger gentager succesen næste år.

Du finder engen med de vilde blomster på Sulstedvej 72. Vær opmærksom på, at det kun er muligt at betale med MobilePay. Nummeret står på et skilt ved engen, hvor du i øvrigt også i perioder kan købe buketter med georginer fra Lisbeth Weidingers egen have.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste