Tørlagt springvand: Hul på vandledning fundet
Men det skal tjekkes om der er flere huller, inden vandet igen springer på Toldbod Plads
AALBORG: Selv om der nu er konstateret en lækage i en vandledning, vil der gå en tid endnu, inden vi igen kan glæde os over det springende vand på Tolbod Plads. Det er nemlig usikkert, hvor lækagen præcis er, og om der er flere.
Det fortæller Henning Leander Sørensen, der er formand i Aalborg Kommunes Entreprenørafdeling.
- Vi har konstateret et hul på en ledning til et af de 20 springvand. Men hvor hullet nøjagtigt er, ved vi endnu ikke - kun at det er omkring 30 meter ude på selve pladsen med springvandene, fortæller Henning Leander Sørensen.
- Men vi ved endnu ikke om der er flere huller, tilføjer han.
Derfor bliver toppene på samtlige 20 af de enkelte springvand nu fjernet, så det bliver muligt at tjekke om der er huller i vandtilførslerne til hver enkelt.
- Det betyder, at der endnu vil der gå nogen tid, inden springvandet kan sættes i gang igen. Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi må undvære det springende vand her i sommervarmen. Men vi skal være helt sikre på, at der ikke er flere huller end det ene, vi har konstateret, siger Henning Leander Sørensen, som sammen med sine medarbejdere har været på hårdt arbejde med springvandet.
- Det har virkelig været op ad bakke at finde frem til årsagen til det store vandspild, der har været i forbindelse med springvandet, siger Henning Leander Sørensen.
Han skønner vandspildet til mellem 250 og 300 kubikmeter.