Tobias overrasket med fodboldrejse
Trofast AaB-fan vandt tur til Premier League kamp
Tobias Kollerup blev mildest talt overrasket, da han under en familiefrokost i Flauenskjold fik overrakt en fodboldrejse for to personer til en valgfri Premier League-kamp af ingen andre end Rasmus Würtz.
En ellers rolig familiefrokost hos sin moster udviklede sig for Tobias Kollerup til at blive en større overraskelse, da AaB-anfører Rasmus Würtz sammen med Spar Nord pludselig stod midt i haven med et gavekort på en fodboldrejse for to personer og fodboldtrøjer til hele familien.
Anledningen var, at Tobias Kollerup, der er stor AaB-fan, flere gange i løbet af forårssæsonen har deltaget i Spar Nords konkurrence om kampens bedste spiller i forbindelse med AaB’s Superliga-kampe. Efter hver kamp udtrækkes en vinder, der får en signeret AaB-spillertrøje, men blandt stemmerne trækkes også en vinder af sæsonens hovedpræmie - en fodboldrejse for to personer til en værdi af 10.000 kroner med fly og hotel betalt.
- Jeg blev fuldstændig taget på sengen. Min moster havde godt nok sagt, at der måske kom et kamerahold på et tidspunkt, fordi de har nogle fantastiske heste heroppe, som havde vundet en præmie, og dem skulle de optage en video af. Så da kameraholdet kom ind i haven, havde jeg slet ikke regnet med, at det havde noget med mig at gøre, siger Tobias Kollerup og fortsætter grinende:
- Og så fattede jeg ikke, hvad Rasmus Würtz havde med heste at gøre.
Spar Nord havde forinden været i kontakt med Tobias’ mor, der kunne fortælle, at han var på cykelferie med familien, men at han den pågældende dag havde planer om at lægge vejen forbi sin moster i Flauenskjold. Så mens Tobias Kollerup med sine børn og sin moster nød en frokost i haven, listede Rasmus Würtz og kameraholdet sig ind på ham og overraskede ham med præmien til alles store glæde.
- Jeg har en bror, som jeg plejer at se alle AaB’s kampe med. Det har jeg gjort de seneste 10 år, så det er selvfølgelig ham, der skal med over at se fodbold, lyder det fra Tobias Kollerup.
I forbindelse med fredagens hjemmekamp mod FC Midtjylland indledtes næste sæsons konkurrence om kampens spiller. Hovedpræmiere består denne gang af en fodboldrejse for to personer inklusive flybilletter og overnatning til den tyske Bundesliga.