Billede beskrivelse

Skråen indbyder til vild folkefest: Holder 40 års jubilæum for hele byen

Byens store spillested inviterer til fødselsdagsfest i Nordkraft i september

27. juni 2018 kl. 12.22

AALBORG: Nogle af landets største bands spiller og fadøllet er gratis, når spillestedet Skråen til september fejrer sit 40 års jubilæum med en kæmpe fest.

- Vi har aldrig holdt noget lignende før, så nu skal det være. Hvem ved, hvor friske vi er ved den næste runde dag, siger leder af Skråen Jørgen Nissen med smil i stemmen.

Jubilæumsfesten bliver holdt i Nordkraft søndag 9. september, og hele byen er inviteret til at deltage.

Jørgen Nissen er i fuld gang med at pusle programmet for dagen på plads, men allerede nu tør han love, at det bliver et arrangement, der ikke er set lignende før.

- Vi har inviteret nogle rigtig store navne til at komme og spille, og vi forventer, at mange af dem takker ja, fordi det er en søndag, og vi er forbi sommer-turnéerne, siger han.

Billede beskrivelse

Program til en million

Fødselsdagsgæsterne kan muntre sig med 15-20 minikoncerter rundt omkring i Nordkraft på tre scener i henholdsvis Kedelhallen, Royal Stage og Skråen.

Koncerterne er alle med navne, der har betydet noget særligt i Skråens 40-årige historie tilsat nogle lokale bands f.eks. Band Battle-vindere.

Det nøjagtige program er dog hemmeligt, og vil være det indtil få dage, før det går løs, for det indeholder navne, som også er en del af Skråens sommer- og efterårsprogram. Ikke engang Skråens medarbejdere vil få noget at vide før i sidste øjeblik.

- Det bliver rigtig stort. Jeg vil tro, at der bliver musik for, hvad der svarer til en million kroner, for nogle af navnene er oppe i den tunge ende, siger han og tilføjer, at det dog på ingen måde er den pris, som Skråen skal betale for navnene.

Kunstnerne spiller til nedsat pris, fordi det er fødselsdag, søndag og minikoncerter.

Billede beskrivelse

Alle er velkomne

Der bliver plads til 2500-3000 gæster i Nordkraft ad gangen, og de kan skylle musikken ned med gratis øl, vand og vin samt pølser og pizza.

Også børnene er der tænkt på, de får forskellige former for underholdning at more sig med.

- Det hele bliver som udgangspunkt gratis, og vi håber, at mange af Skråens brugere og både nuværende og tidligere frivillige kommer. Det bliver bestemt en ting, man skal opleve, fastslår Jørgen Nissen.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste