Skal du til koncert i AKKC? Sådan får du gratis transport
En festlig aften indebærer ofte lidt planlægning - især hvis man har planlagt at indtage en fadøl eller to. Så skal bilen jo helst blive derhjemme.
Det problem forsøger AKKC nu at afhjælpe. Fremover vil billetter til kulturforestillinger i AKKC nemlig have en kode, som kan bruges til at trække en billet fra NTBillet.dk. Det fortæller AKKC i en pressemeddelelse.
- AKKC er ift. bæredygtighed i flere år gået forrest i kultur- og koncertbranchen. Vi har længe haft fokus på at minimere CO2-belastningen, der kommer fra de 100.000-vis af gæster, der hvert år vælger at køre til Aalborg og AKKC i bil. Vi ved, at forbrugeradfærd er noget af det sværeste at ændre, og det tager tid. Med dette pilotprojekt kommer vi til over et helt år at minde vores kulturkunder om muligheden for at tage gratis tog og bus i det fælles projekt ”Sammen om en grønnere kultur”, fortæller projektleder Susanne Kabel fra AKKC.
Ordningen gælder foreløbig i et år. Som finansiering tillægges alle billetter et gebyr på 7 kroner.