Billede beskrivelse

Torben fandt sin Iggy Pop-plade

29. september 2024 kl. 16.40

- Jeg er mest gået efter punk i dag. Det er blandt andet lykkedes at finde Iggy Pops “American Caesar”. Den har jeg ledt efter i et stykke tid. 

Sådan siger en tilfreds Torben Nielsen fra Tylstrup. 

Som så mange andre musikelskere havde han lørdag taget turen til Nordkraft, hvor der var stor pladebørs på programmet. 

Billede beskrivelse

Vinylplader i tusindvis var at finde i Kedelhallen, hvor der således var store muligheder for at gøre et godt køb. 

- Jeg kommer hver gang, der er pladebørs, lyder det videre fra Torben Nielsen. 

- Derhjemme har jeg godt 2000 lp-plader. Jeg har aldrig ejet en cd-afspiller og det her med streaming - det siger mig ikke noget. Det er meget skønnere at sidde med et lp-cover og lytte til et samlet værk. Det kan man ikke på Spotify, konstaterer musikentusiasten og mindes en koncert i Vejgaard Hallen i 1966: 

- Det var min første store musikoplevelse. “Cream” var på scenen, og siden dengang har jeg elsket rockmusik. Jeg holder dog også meget af blues, jazz og andre genrer. Punker har jeg aldrig selv været, men punkmusikken er fed. Og Iggy Pop - ham oplevede jeg til en koncert i Randers for et par år siden. Han kan stadig fyre den af, selv om han er langt oppe i 70’erne.

Billede beskrivelse

Spotify-generationen var der også

Det var dog ikke kun folk som Torben fra den analoge musikperiode, der havde fundet vej til pladebørsen.

De tre ungersvende, Christian Cordova på 18 år samt Adin Grahic og Eirikur Hauksson, begge 17 var også på jagt efter vinyl til samlingen. 

- Vi er jo fra Spotify-generationen, men vi elsker også de gamle lp’er, fortæller Grahic og suppleres af Christian. 

- Jeg drømmer om et ægte hi-fi-anlæg med store gulvhøjtalere. Det er dyrt, men det er også den rigtige lyd. Lige nu skal jeg bare ha’ købt nogle plader, og så må jeg nøjes med mit lille anlæg og de små højtalere indtil videre, fastslår Christian.

Billede beskrivelse

Nordkraft holder pladebørs to gange årligt. Arrangementet har status som de største af sin art herhjemme.

Udover lp-plader er børsen også genstand for køb, salg og bytte af cd’er, kassettebånd og merchandises.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste