Billede beskrivelse

Sløjfer, tøj og interiør: Her åbner farverig butik

Sidste måned lukkede By Stær deres pop op-shop i midtbyen. Nu åbner de en permanent butik

15. februar 2023 kl. 06.05

AALBORG: Det satte i den grad farver og spræl på midtbyen, da By Stær åbnede pop op-butikken PYNT by Stær i slutningen af august sidste år.

I januar rykkede det farverige univers dog ud af midtbyen - men med planen om at åbne en permanent butik på adressen, hvor By Stær har både kontor og lager.

At den nye butik skal ligge hér, er der flere forskellige grunde til.

- Det er vores eksisterende showroom, som vi har brugt til vores B2B-kunder, som vi har lavet om og åbnet som butik, siger Camilla Stær, der er grundlægger af By Stær, og tilføjer:

Billede beskrivelse

- Vi synes, det har været sjovt at have pop op-butikken inde i Møllegade, men det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at som tiderne er nu, er der ikke lige så meget liv i midtbyen, som der har været.

- Samtidig har vi mange kunder, der bestiller online, men som vælger at hente ude hos os, og de har efterspurgt en butik herude.

Denne dag åbner butikken

Har du savnet det lyserøde univers i midtbyen, går der dog ikke længe, før du igen kan ose rundt mellem finurlige håraccessories, interiør og børneaccessories.

Allerede på mandag, 20. februar, åbner By Stær.

- Der vil være en masse gode åbningstilbud i næste uge. Blandt andet vil du på vores andensorteringsvarer kunne spare over 50 procent, lover Camilla Stær.

- Derudover kan kunderne se frem til igen at møde det farverige univers, de kender fra midtbyen. Vi har dog skruet lidt ned for den skrigende, lyserøde farve, men butikkens univers er stadig i de rosa farver.

Billede beskrivelse

I åbningsugen har butikken åbent mandag til og med fredag klokken 10-16. Åbningstiderne ændrer sig herefter til onsdag og torsdag klokken 10-16.

- Vi er dog åbne overfor at udvide butikkens åbningstider på sigt, når vi har fået en fornemmelse for, hvornår vores kunder ønsker at besøge butikken, siger Camilla Stær.

Du finder By Stærs nye butik på adressen Lyngvej 2, 9000 Aalborg.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste