Populær isbutik gør status for sæsonen
Der er ingen tvivl om, at is og regnvejr er en dårlig kombination. Det mærker man hos Guf & Kugler i Slotsgade, hvor den våde højsæson har givet bagslag.
Til gengæld gjorde solskinstimerne i det tidlige forår godt, ligesom sensommervarmen på det seneste har bidraget til, at sæsonen som helhed er godkendt.
Det er meldingen fra indehaver Jeppe Korsholm Mikkelsen. Han lægger således ikke skjul på sin begejstring over det aktuelle vejrlig, der skaber stor travlhed i Slotsgade.
- Det er bare skønt. Folk køber is som aldrig før på dette tidspunkt af året. Det luner efter en sommer, som har været meget våd, fastslår Jeppe Korsholm Mikkelsen, der ved årsskiftet satte sig for roret hos Guf & Kugler.
Ny butik i Aalborg
Sidste år købte han således forretningen af sine forældre, Charlotte og Hans - bedre kendt som Ismutter og Isfatter.
- Det har været lidt af en prøvelse her i sommer. Især i forretningen i Slotsgade, hvor der ikke er særlig meget plads. Her har mange desværre måttet nyde deres is udenfor. I vores forretning i Nibe har regnvejret ikke været den store udfordring. Der har vi plads til mange flere, forklarer Jeppe Korsholm Mikkelsen, som da også har indledt jagten på en ny lokation til Aalborg-butikken.
- Vi åbnede i Slotsgade i 2018. Det har været nogle rigtig gode år, men nu har vi altså opsagt lejemålet. Og går det som vi håber, så skriver vi snart under på en ny aftale et andet centralt sted i byen. Her får vi rigtig god plads, som vil sikre en bedre oplevelse for kunderne på våde og kolde dage.
Endnu bedre kundeoplevelser
Dermed indfrier Guf & Kugler en stor målsætning, som ifølge Jeppe Korsholm Mikkelsen gerne skal bidrage til at udvikle forretningen yderligere.
- Vi har mange planer. Hidtil har vi i høj grad fokuseret på at udvikle vores produkter, men vi er også en forretning, der lever højt på at skabe feel good-oplevelser. Det kan vi styrke yderligere i en kommende ny-butik, tilføjer Jeppe Korsholm Mikkelsen, som dog ikke vil uddybe præcist, hvor han forventer at åbne.
- Så langt er vi ikke. Men det ser lovende ud, fastslår han og bemærker, at is-sæsonen slutter ved udgangen af september.
- Så går vi i vinterhi for at indlede planlægningen af den nye sæson. Vi ser allerede frem mod næste år, hvor vi glæder os til at byde vores mange is-nydere velkomne hos Guf & Kugler. Både på havnen i Nibe samt i nye rammer i Aalborg.
Guf & Kugler har eksisteret siden 2014.