Nu har de en dato: Snart lukker butik i Aalborg midtby
I vinduerne har der stået “ophørsudsalg” siden foråret, og nu er der endelig sat en dato for, hvornår ONLY-butikken lukker i Bredegade 9 i Aalborg.
Den 28. september er sidste dag, hvor du kan shoppe tøj til lave priser hos ONLY i Bredegade.
Vi har tidligere talt med Finn Poulsen, der er direktør for ONLY i Bestseller, om hvad der skulle ske med forretningerne i Aalborg. Her kunne han fortælle, at lukningen af butikkerne på Bredgade 9 og Bispensgade 9 er begrundet med, at man ville lave to store ONLY-butikker i Aalborgs midtby.
Derfor ligger den ene ONLY nu i nye og større lokaler i Bispensgade 5, samt blev en anden større ONLY åbnet i Friis Shoppingcenter sidste år i august.
Finn Poulsen understregede tilbage i marts, at nedlukningen af butikkerne er en del af en plan om at styrke tilstedeværelsen i Aalborg.
Så selvom ONLY-butikken i Bredegade har sidste åbningsdag den 28. september, så er det fortsat muligt at handle i Bispensgade samt Friis Shoppingcenter.