Billede beskrivelse

Markant ombygning af lokal Føtex kan nu omsider gå i gang

28. februar 2025 kl. 06.01

Siden 2016 har Føtex i Aalborg Øst ønsket at udvide og opdatere butikken i universitetsområdet. 

I 2021 blev så et nyt kommuneplantillæg og en ny lokalplan godkendt - men først her fire år senere kan det endelige arbejde nu gå i gang. 

Og det bliver imidlertid med andre planer end først præsenteret fra Salling Group, der står bag Føtex-kæden. 

Siden behovet for en udvidelse af butikken var størst, er det lokale bageri i bygningen blevet lukket, så det friske brød i butikken på Niels Bohrs Vej leveres af bageriet hos Bilka i Skalborg - og derfor er der blevet en del kvadratmeter ledige i bygningen.

Den tidligere café ved indgangspartiet er også lukket, og derfor vil der ikke blive bygget nyt i denne omgang.

I stedet skal der ske en større ombygning og modernisering inde i supermarkedet. 

Derudover erstattes alle lysarmaturer af moderne LED-belysning, ligesom både ventilationsanlæg og kølediske og -montre energioptimeres.

Billede beskrivelse

Den store flyttekabale

Bagerafdelingen flyttes til det nordvestlige hjørne lige til højre for hovedindgangen og langs vestgavlen ud mod parkeringspladsen ved Sigrid Undsets Vej placeres kiosk og kundeservice. 

Når de to vigtige funktioner er flyttet, starter nedbrydningen af det gamle bageri og inventaret i den nuværende kiosk og bageriudsalg fjernes.

På den måde kan  butikken udvides med omkring 350 kvadratmeter mod vest - i tillæg til de nuværende 3500 kvadratmeter, som Føtex-butikken fylder i øjeblikket.

I fortsættelse heraf skal kasselinjen flyttes nogle meter i samme retning. 

Billede beskrivelse

På nuværende tidspunkt er frugt- og grøntafdelingen flyttet og senere skal den store delikatesseafdeling også flyttes. 

Udendørs sker der ikke alverden, men der skal laves en lagerbygning i varegården mod øst, og den store varegård skal overdækkes helt.

Så kan al levering af varer fremover kan ske i tørvejr. 

Slutteligt starter i de nærmeste dage en udlægning af nyt tagpap på det store flade tag over bygningen.

Ifølge varehuschef for Føtex i Aalborg Øst, Andreas Kurinow, forventer man, at renoveringen af dagligvarebutikken vil være færdig engang i efteråret 2025. 

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste