Efter 33 år har Jan truffet en stor beslutning: Nu skal butikken sælges
Det startede på Vesterbro 32 i august 1952 - altså for knap 73 år siden.
Dengang stiftede Kurt Andersen Aalborg Hobby Service - en butik der i dag er Danmarks ældste hobbyforretning. Og faktisk også den eneste tilbageværende af sin slags i hele landet.
I den finder man alt fra hobbyartikler, perler, smykker, kunstmaling, byggesæt, papirvarer og meget andet til kreativiteten og fritidsinteresserne.
I 1972 flyttede forretningen over i de nuværende lokaler i Nørregade 18, og 20 år derefter gav Kurt stafetten videre til sønnen Jan.
I dag er det stadig Jan Andersen, der står i spidsen for butikken - men efter 33 år i den position har han nu taget en stor beslutning.
Butikken i Nørregade skal sælges.
Det kan man læse ud af et opslag på Facebook Marketplace.
Over for Ligeher.nu bekræfter indehaver Jan Andersen også sine intentioner.
- Jeg vil helst sælge til nogen, som kan få noget ud af butikken. Jeg vil helst ikke sælge til én, som taber det hele på gulvet på seks måneder, for der gemmer sig mange års historie i den her butik, siger han og understreger, at han vil "gøre alt, hvad jeg kan for at butikken kan blive ført videre".
Gerne snarligt salg
Aalborg Hobby Service har været til salg i lidt over en måned, men siden da har der ikke været den store, konkrete interesse fra interesserede købere, fortæller Jan Andersen.
- Det er ikke sådan, at folk står i kø, så der er ikke lige noget konkret på bordet i øjeblikket, siger han.
Jan Andersen vil dog "meget gerne sælge butikken i år", men han tilføjer i samme åndedræt, at det "ikke umiddelbart er presserende", og at han "hellere venter på det rigtige tilbud".
Hvad prisen for butikken skal være, holder Jan Sørensen mest for sig selv, men han vil godt ud med, at den er "meget, meget billig".
Han forestiller sig desuden heller ikke, at han - efter et fremtidigt salg - helt kan holde sig fra butikken.
- Jeg kan nok ikke undvære det helt, så jeg kunne godt se mig selv i en anden rolle under en ny ejer, siger Jan Andersen.
Er man interesseret i at overtage Aalborg Hobby Service, kan man træffe Jan i butikkens åbningstider i Nørregade.
De er kl. 12-17 tirsdag til fredag og kl. 11-14 lørdag.
Ligeher.nu har desuden i en anden sammenhæng været på besøg i Jan Andersens hobbyforretning tilbage i 2023.
Det besøg kan du læse mere om i artiklen nedenfor.