Daniella og Kurt leverer 300 procents service i deres unikke genbrugsbutik
I en baggård i Øgaderne finder du KUDA Green – en helt særlig genbrugsbutik drevet af parret Daniella og Kurt Sørensen.
- Hva’ så, har du det godt? Finder du noget lækkert? råber Daniella til en af stamkunderne, der nysgerrigt snuser rundt for at finde nye skatte.
Da LigeHer.nu Aalborg kigger forbi, møder vi en verden af genbrug i det gamle baghus: istandsatte gamle møbler, planter i alle afskygninger, hjemmelavede planteophæng og en masse andet genbrugsguld.
Varerne i butikken er et tydeligt bevis på, at alt kan genbruges – det kræver blot de rette hænder, og dem har Daniella og Kurt i den grad.
Et hobbyprojekt, der eskalerede
KUDA Green startede som et hobbyprojekt i parrets kolonihave, men i sommeren 2023 tog de skridtet videre og rykkede projektet ind i et 700 kvadratmeter stort baghus på Fyensgade.
- Det startede som en hobby, men så voksede det. Vi gør det stadig for sjov – ikke for pengene, fortæller Daniella.
Siden da har de givet utallige møbler nyt liv og solgt selvdyrkede planter til aalborgenserne. For nylig åbnede de også en afdeling i Hals.
Hjælper andre ind i genbrugsverdenen.
Hvis forretningen ikke handler om penge, hvad er det så, der driver det nordjyske par? Måske er det ønsket om at hjælpe folk med at opdage den genbrugsverden, som de selv har haft så stor glæde af i mange år.
- Det er utrolig tilfredsstillende at være en del af en proces fra start til slut – uanset om det drejer sig om planter eller møbler, fortæller Daniella.
Derfor nøjes parret ikke kun med at sælge ting. Daniella tilbyder også kurser i, hvordan man dyrker busktomater på altanen, mens Kurt holder kurser i, hvordan man laver sine egne møbler.
- Visionen er, at folk skal kunne spise det, de selv dyrker. Det er sundt, og det gør en glad i hovedet. Man bliver faktisk lidt afhængig af at skabe noget selv, siger Daniella, og Kurt fortsætter:
- Der er folk, der kommer, som måske aldrig har haft værktøj i hånden. Men efter kort tid bliver de dus med det, og så går de herfra med deres eget møbel under armen – stolte som paver.
Hvad genbruges kan, genbruges skal
Men for parret handler det også om at hjælpe folk med at tænke mere bæredygtigt.
- Det er også et opgør med køb-og-smid-ud-kulturen, fortæller Kurt.
Derfor er der ikke meget, der ender i skraldespanden hos KUDA Green.
- Hvis møblerne er i så dårlig stand, at de ikke kan bruges, som de er, skiller vi dem ad og ser, hvad vi kan genbruge - for eksempel skuffer som vi laver om til kasser. Det er sjældent, at vi smider noget ud.
300 procents service
Med andre ord kan du besøge parrets genbrugsbutik både for at kigge, købe, finde inspiration, få gode råd – og endda få dine møbler hentet og leveret helt gratis i Aalborg og Hals.
- Vi giver 300 procents service her i butikken, siger Kurt.
KUDA Green holder til i baghuset på Fyensgade 28A i Aalborg og på Tværgade 4 i Hals. Derudover er parret i gang med at udvikle en webshop til butikken.