Se hvor meget affald husholdningerne i Aalborg dyngede sammen i 2021
Hver eneste husstand producerer i gennemsnit en stor mængde affald
AALBORG: Det er ikke småting, som de 117.060 husstande i Aalborg Kommune får skrabet sammen, når det gælder affald.
Det fremgår af den miljøredegørelse for 2021, som Aalborg Renovation netop har udgivet. I 2021 blev det til ikke mindre end 127.615 ton husholdningsaffald, eller hvad der i gennemsnit svarer til 1090 kilo affald pr. husstand.
Ud af den samlede mængde husholdningsaffald blev omkring halvdelen indleveret på kommunens seks genbrugspladser, mens 39 procent blev indsamlet som restaffald og 11 procent ved de øvrig indsamlingsordninger. Selvom tallet er højt, så er der tale om et fald på to procent i forhold til 2020 for den samlede mængde affald for husholdningerne.
Forskellen tilskrives effekten af covid-19 i 2020, hvor mange har arbejdet hjemmefra, og der var ekstra godt gang i gør-det-selv-projekterne og dermed affaldsproduktionen.
- Det er ikke fordi, at vi har hardcore evidens for det, men det er den bedste forklaring, som vi lige kan få, siger renovationschef Jens Boye.