Sætter bulldozere ind for at rydde grund til boliger

Markusgården i Aalborg må lade livet for at skabe nyt liv for andre

13. februar 2018 kl. 19.59

AALBORG: Aalborg Kommune er nu godt i gang med at planlægge opførelsen af 70 til 75 helt nye plejeboliger for ældre mennesker i det centrale Aalborg.

Det ny ældre- og boligcenter skal således opføres på hjørnegrunden ved Bonnesensgade og Fyensgade.

Adressen er Bonnesensgade 16, og mange aalborgensere kender stedet som Markusgården.

De noget forsømte bygninger har igennem rigtig mange år lagt lokaler til meget forskelligartede aktiviteter, men om føje tid bliver der sat bulldozere ind for at fjerne bygningerne fra jordens overflade for dermed at skabe plads til det ny ældrecenter.

Bygningschef Peter Munk, AaK Bygninger hos Aalborg Kommune, siger til aalborg:nu, at der nu skal udarbejdes en ny lokalplan for hele området.

- Der er tale om et meget spændende projekt, som foregår i et samarbejde med kommunens ældre- og handicapforvaltning og den almene boligorganisation Vivabolig Aalborg.

Et integreret tilbud

- Der bliver etableret et samlet og integreret plejetilbud med servicecenter, og hele området bliver optimeret med såvel demensvenlige plejeboliger som blandede boliger, siger bygningschefen og tilføjer, at man håber at have hele projektet endeligt godkendt inden udgangen af 2018.

Hvis ellers alt forløber planmæssigt, vil man kunne gå i gang med selve byggeriet i 2019.

Peter Munk:

- Jeg vil dog ikke i dag sætte konkret indflytningsdato på plejeboligerne, men omvendt kan jeg dog sige så meget, at vi regner med en opførelsestid på ca. to år, fra projektet er godkendt.

Bygningschefen vil heller ikke begynde at gisne om prisen på det samlede projekt, da det efter hans opfattelse vil være behæftet med alt for mange usikkerhedsfaktorer på nuværende tidspunkt.

Behæftet med klausul

Det er Vivabolig Aalborg, der står for opførelsen af de nye plejeboliger, ligesom det også er den almene boligorganisation, der kommer til at stå for driften af bygningskomplekset.

Aalborg Kommune kommer til at stå for selve visitationen af lejerne til boligerne.

Det hører i øvrigt med til historien, at Markusgården netop er tilbageskødet til Aalborg Kommune, og det skal forstås på den måde, at kommunen ikke har betalt én eneste krone for at få den ca. 3.500 kvadratmeter store grund.

Historikken er nemlig meget kort fortalt den, at kommunen for mange herrens år siden overdrog området til Markus Stiftelsen med den klausul, at området skulle leveres tilbage til kommunen kvit og frit den dag, at stiftelsen ikke længere havde behov for arealet.

Et stort skilt på endegavlen af bygningerne i Bonnesensgade 16 fortæller ellers den dag i dag, at spejderne FDF/FPF Aalborg 1. kreds har været de seneste brugere af lokaler og bygninger.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste