Sådan tager nybyggeri på havnefront sig ud
Første spadestik tages i løbet af vinteren
AALBORG: Når de endelige byggetilladelser er på plads, bliver der i løbet af vinteren taget første spadestik til et nyt stort byggeri på havnefronten i Aalborg, som entreprenørfirmaet A. Enggaard A/S skal opføre.
700 ansatte
Det nye byggeri skal huse ikke mindre end 700 medarbejdere fra Norlys, der bygger nyt domicil på Stuhrs Brygge på Gasværksvej 25.
De 700 medarbejdere, der i slutningen 2024 får arbejdsplads på havnefronten i Aalborg, sidder i dag på Norlys’ kontorer i henholdsvis Aalborg, Brønderslev og Støvring men skal altså flytte til Aalborg.
Aktiviteter samles
- I den nye bygning samler vi alle vores nordjyske aktiviteter under ét tag - fra trading og energihandel over salg af ladeløsninger til udbygningen af fiber- og elnettet. Jeg glæder mig til, at vi kommer endnu tættere på hinanden, siger Jens Hansen, der er direktør for Supply Chain & Facility Management i Norlys.
Fjordudsigt
En stor del af de ansatte får i øvrigt fjordudsigt fra bygningen på 11.700 kvadratmeter, som Sweco Architects har tegnet.
Der bliver desuden etableret 90 ladestandere til elbiler og to DC ladere (lynladere). I øvrigt er ladestandere et produkt, som Norlys selv sælger.
Solceller
Desuden bliver der også produceret strøm på taget af bygningen, hvor der skal etableres solceller, der forventes at producere 70.000 kWh årligt, mens der på resten af taget plantes grønt, som optager regnvandet.
Byggeriet bliver ifølge Nordlys cirka 32 meter højt og i seks etager. Til sammenligning er KMD-bygningen lidt længere vest på 30 meter høj.