Billede beskrivelse

Retromøbler hitter: FDB vil åbne butik i Aalborg

Vi er glade for kulørte pindestole, børnemøbler og andre klassikere, men vi vil se dem i virkeligheden - derfor åbner FDB en fysisk butik i midtbyen

26. februar 2018 kl. 07.43

AALBORG: Volther, Mogensen og Bækmark.

Det er svært at komme uden om de karakteristiske lette træmøbler i glade farver fra FDB Møbler i disse år.

Salget af blandt andet pindestole og børnemøbler fra de kendte designere med fornavnene Poul, Børge og Jørgen går lige nu så stærkt, at FDB Møbler planlægger at åbne tre nye butikker - herunder en i Aalborg - i løbet af i år.

- Det går rigtig godt for os. Og derfor åbner vi i Aalborg efter sommerferien eller i hvert fald inden jul, siger chef for FDB Møbler Ole Kiel.

Han bekræfter, at man forhandler om et konkret lokale i det centrale Aalborg, men ønsker ikke at afsløre nøjagtig, hvor vi i fremtiden skal gå hen og se møblerne.

- Jeg kan sige så meget, at det et tæt på gågade-systemet og tæt på en stor vej, lyder det lettere kryptisk.

Billede beskrivelse

Yderligere tre butikker

FDBs succes som møbelproducent går mere end 75 år tilbage i tiden, hvor man ansatte møbelarkitekten Børge Mogensen som leder af brugsforeningens møbelkontor.

Over de næste årtier revolutionerede han og hans efterfølgere danskernes opfattelse af design med enkle, funktionelle møbler.

Konkurrence fra eksempelvis IKEA fik dog gradvist interessen for de klassiske møbler til at dø ud, og FDB Møbler lukkede.

I 2013 besluttede man sig for at relancere en række af klassikerne, og siden er interessen bare vokset.

FDB Møbler har i dag fem butikker i den østlige del af landet, men vil nu udvide med yderligere tre i henholdsvis Aalborg, Aarhus og Odense.

- På vores netsalg kan vi se, at vi har mange kunder i blandt Aalborg og derfor er det oplagt at placere en butik her. Samtidig er Aalborg jo også en gammel Coop-by, siger Ole Kiel.

Billede beskrivelse

Vi vil se møblerne live

Hovedparten af firmaets omsætning kommer i dag fra coop.dk, og i en tid hvor mere og mere handel flytter over på nettet, kan det virke paradoksalt at åbne fysiske butikker.

Men det er Ole Kiels oplevelse, at mange møbelkunder gerne vil se, hvad det er, de bruger penge på.

- Selv om det ikke er dyre møbler, vi sælger, så vil man gerne se kvaliteten i virkeligheden, før man lægger penge, siger han og tilføjer, at FDB Møbler kan se, at der er størst vækst de steder, hvor der er fysiske butikker.

Det er ikke kun i Danmark, at flere skal have glæde af FDBs møbler. Selskabet har i dag en mindre eksport til Japan, England og Frankrig, men nu har man hyret et firma til at tage sig af eksportmarkedet og udvider derfor med de andre skandinaviske lande, Tyskland og Benelux-landene.

FDB Møbler forventer i år at runde en omsætning på 100 millioner kr.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste