Populære retromarkeder vender tilbage
De to secondhandmarkeder Retroguld og Hello Vintage indtager AKKC
AALBORG: Er du vild med gamle ting, og elsker du fornemmelsen af at finde en skat, så har du alle chancer for at gå på jagt, når de to secondhandmarkeder Retroguld og Hello Vintage vender tilbage til Aalborg 6.-7. oktober.
Denne gang har de to desuden sat en helt ny legekammerat i spil - Upcomers marked for design og kunsthåndværk.
Sidste gang var det et kæmpe tilløbsstykke, da de to markeder gæstede Aalborg på Spritten, og siden har Louise Trillingsgaard været rundt for at finde de helt perfekte lokaler - efter Spritten.
Nu er det lykkedes, og hun følger dermed "Trillingsgaard-fodsporene", og vender derfor retur til Nordjylland i AKKC, hvor de tre markeder Retroguld, Hello Vintage og Upcomers slår dørene op til et sandt mekka for skattejægere, vintageelskere design-interesserede.
Danmarks hyggeligste
Indtil nu har markederne oplevet kæmpesucces i både København, Aarhus og Odense, og arrangør Louise Trillingsgaard er spændt på at se, hvordan nordjyderne igen tager imod det, hun kalder Danmarks hyggeligste retromarked.
- Vi kalder os selv Retroguld-familien, og det er nok ikke helt skudt forkert. Her på markederne passer vi på og løfter hinanden. Der er ingen konkurrence og usikkerhed. Det skal være rart og vedkommende at deltage som udstiller - for så er det også rart at handle som kunde, fastslår Louise Trillingsgaard.
Hun lover, at man på markedet finder alt, hvad indretter-hjertet kan begære af genbrug inden for genrer som retro, antik, samlerobjekter, fransk Brocante, romantisk landstil, vintagemode og industrielt interiør. Og det er ikke kun for indretningsnørder.
Køb tøj som bland-selv-slik
Samtidig med Retroguld finder du nemlig Hello Vintage, der er et overdådigt vintage-modemarked, hvor du betaler efter vægt: 200 kroner per kilo!
Konceptet svarer til bland-selv-slik, hvor du vælger det, du vil have, og så betaler du for det præcise antal gram.
- Efter mange år i mode- og servicebranchen, har vi konstant en finger på pulsen, hvad der rører sig på den danske modescene. Vi omdanner trends til secondhand-mode og køber matchende varer hjem. Du finder derfor ikke en hal fyldt med hardcore retro flowerpower klæd-ud-kjoler, men til gengæld en nøje afstemt trendhal - selvfølgelig kombineret med smukke og sprælske vintagekjoler, fortæller Frederik Trillingsgaard, der styrer det store vintage modemarked.
Som en nyhed samarbejder de to markeder i år med kunst og design-markedet Upcomers, der matcher de Trillingsgaard’ske visioner, bare med nyt design og kunsthåndværk.
Her vil publikum kunne opleve håndplukkede kreativitister, der sælger ud af deres håndværk.