To anholdt efter knivstik og røveri - en  tredje mand er fortsat på fri fod

Talstærkt politi slog sent fredag ring om Aalborg Banegård

10. februar 2023 kl. 23.06
Opdateret 11. februar 2023 kl. 12.51

Opdateret lørdag klokken 09.10 med nye oplysninger

AALBORG: En 16-årig mand fra Nørresundby fremstilles lørdag middag i grundlovsforhør ved retten i Aalborg efter et knivstikkeri ved Banegården i Aalborg fredag aften. En 18-årig mand har også været anholdt i sagen, men er løsladt igen. En tredje mistænkt er fortsat på fri fod. 

Anholdelserne sker efter en episode på Banegården i Aalborg fredag aften, hvor politiet mødte talstærkt op og spærrede området af. 

Nordjyllands Politi meddelte efterfølgende på Twitter, at man siden klokken 21.29 havde været til stede på Banegården, hvor en mand var blevet overfaldet. 

Der var ganske rigtigt tale om et knivstikkeri, hvor en 17-årig mand var blevet stukket i ryggen, oplyser vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi lørdag morgen.

Den 17-årige mand havde sammen med en kammerat på 15 år på forhånd aftalt at mødes i byen med dem, som nu er formodede gerningsmænd til det røveriske overfald. 

- De formodede gerningsmænd afkrævede penge af de to unge, som fik lommerne undersøgt, siger vagtchef Karsten Højrup Kristensen.

- Den ene af de unge mænd blev udsat for grov vold, og han fik et knivstik i ryggen, fortæller vagtchefen.

Den unge mand er indlagt på Aalborg Universitetshospital, men er uden for livsfare.  Hans kammerat kom ikke alvorligt til skade. 

Politiet: Meld dig selv

To personer blev anholdt i sagen. En 16-årig mand fra Nørresundby samt en 18-årig mand fra Aalborg.  Den 16-årige sigtes for grov vold og røveri. Han fremstilles som sagt ved et grundlovsforhør lørdag middag, hvor der vil blive fremsat krav om varetægtsfængsling. 

Den 18-årige mand er løsladt efter endt afhøring, men er fortsat sigtet i sagen, oplyser vagtchefen.

Ud over de to anholdte, er også en tredje mand mistænkt for at have deltaget i overfaldet. Der er tale om en 20-årig mand fra Brønderslev, som politiet nu leder efter.

- Vi ved, hvem han er, og han ved, vi leder efter ham, så vi kan kun opfordre ham til at melde sig så hurtigt som muligt, siger vagtchef Karsten Højrup Kristensen. 

Aalborg har den seneste tid været ramt af flere voldsomme opgør, der involverer både knive og skydevåben, men Nordjyllands Politi mener ikke umiddelbart, at denne sag har sammenhæng med de seneste sager i byen.

Opdateres

Se også
Fire sigtet for knivoverfald i Aalborg - alle har relationer til GT-gruppen
Se også
Knivoverfald i Aalborg: Tre mistænkte har nu været i kontakt med politiet
Se også
Konflikt mellem kriminelle grupper blusset op igen: Der var noget, der skulle betales tilbage
Se også
Kvinde og to mænd sigtes for at planlægge skuddrab i Aalborg
Se også
Sigtelse: Skud mod 33-årig var planlagt
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste