Pludselig betød regnen intet
Masser af fodbold-fans til storskærms-VM - se billederne
AALBORG: Regnen silede ned. Vi var gennemblødte og vidner til en halvsløj dansk indsats. Største jubel i første halvleg kom lige inden pausen, da en Peru-spiller tordnede bolden langt over mål på straffespark. Men et kvarter efter pausen - hvor vi kunne muntre os med bl.a. Re-Sepp-ten - glemte alle på pladsen ved Musikkens Hus regn og dårligt vejr. Yussuf Poulsen scorede sikkert til 1-0. Begejstringen brød løs hos de omkring 1000 regnvåde tilskuere. Der blev jublet og krammet. Selv dåse-samlerne nikkede anerkendende og smilende.
Selv om regnen fortsatte kunne alle holde den sidste halve time ud. Det blev spændende med de nærgående Peru-spillere, men da dommeren endelig tog sig sammen til at fløjte af kunne jublen igen bryde løs. Igen blev der krammet og der blev råbt: "Og det var Danmark - og det var Danmar......
Det var Coca Cola, der havde stillet storskærm op ved Musikkens Hus.
Der var også storskærm på Gammeltorv. Her var der også tætpakket trods regnen, måske lidt flere end ved Musikkens Hus. Stemningen var helt i top.