Perleplader er ikke kun for børn - nu er det de voksnes tur til at bygge og hygge
Onsdag kan du komme i perlehumør i Buens Bogcafé
AALBORG: Hvis du tror, at perleplader er noget, der hører børnehaven eller de små klasser i folkeskolen til, så tager du helt fejl.
Perleplader er også noget, de voksne kan samles om og have det sjovt med at lave.
Og det er lige netop det, der er tanken, bag det arrangement, som Buens Bogcafé i Maren Turis Gade 12 indbyder til onsdag 13. juli fra klokken 17 til 21.
Her kan du lave pynt til højtider, kreative bordkort, store kunstværker eller hvad du nu ellers kan finde på at skabe med perlepladene.
Buens Bogcafé, der både er kaffebar og landets eneste boghandel specialiseret i at forhandle LGBT+ litteratur, drives af iværksætterne Kristine Sofie Højen og Emma Mai Petersen.
- Det blev min hobby under coronaen at lave mumi pixel art perleplader, og jeg har rigtig mange perler til overs - thi derfor skal vi lave perleplader på onsdag, lyder det spøgende fra Kristine Sofie Højen.
- Nej, faktisk er det en rigtig hyggelig måde at lave noget sammen på, tilføjer hun og understreger, at det kun er fantasien, der afgør, hvad der kan kreeres med de farvestrålende perler.
- Det er kreativiteten og egne evner, der sætter grænserne, siger hun og tilføjer spøgende:
- Og bare rolig, vi har en voksen til at stryge pladerne, så man kan få dem med hjem.
Kristine Sofie Højen og Emma Mai Petersen opfordrer besøgende til at tage en ven, deres barn, deres forældre eller partneren med til arrangementet.
- Buen har alt, hvad du skal bruge for at hygge og blive en ægte perleplade-bygger uanset din alder, lover de.
Det er gratis at deltage, og det er ikke nødvendigt at melde sig til på forhånd.