Billede beskrivelse

Mere ild end planlagt: Der opstod pludselig brand hos restaurant

Ilden var ved at brede sig til indgangspartiet

26. september 2023 kl. 07.52

Artiklen er opdateret med en kommentar fra Restaurant Meat kl. 18.16.

Sidst på eftermiddagen mandag rykkede brandfolkene ud til en brand hos Restaurant Meat på Vesterå 1 i Aalborg. 

Meldingen kom kl. 17.17. 

- Der var gået ild i biopejse ved indgangen - lidt mere end der skulle - og det var ved at brede sig til indgangspartiet, fortæller Indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Anders Brosbøl.

Allerede inden brandfolkene nåede frem, var restaurantens personale i gang med at bekæmpe ilden.

- Personalet lavede en hurtig indsats og fik slukket branden, inden vi nåede frem. Så vores opgave var at få biopejsene ud og ventilere røgen ud. Desuden har vi rekvireret skadesservice, forklarer indsatslederen.

Hverken personale eller gæster kom noget til. 

Indehaver af Restaurant Meat, Gitte Jensen, glæder sig over den hurtige indsats fra sit personales side, og at det ikke gik værre. 

- Det var et lille uheld med en biopejs, hvor en tjener kom til at overfylde biopejsen og tænde op. Om lidt kommer Skadesservice og tjekker. Vi har gæster, som sidder på terrassen og venter på at blive lukket ind, når Skadesservice siger god for det. Og så skal vi have repareret lidt på indgangspartiet, fortæller hun.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste