Billede beskrivelse

Yndlingssteder: Nikolaj og huset

Aalborg har mange unikke steder og mennesker - denne serie har fokus på yndlingssteder i byen

28. oktober 2023 kl. 16.01

Jeg bliver taget godt imod af Nikolaj Legaard, da jeg ankommer til Huset i Hasserisgade.

- Velkommen til mit yndlingssted, siger han.

Huset i Hasserisgade er grunden til, at han er i Aalborg. Her kan han være med til at skabe kultur i byen. 

- Huset er et stort værktøj, der kan skabe de forbindelse, man gerne vil, siger han.

Han kom til byen uden en uddannelse. Nikolaj Legaard startede på en kommunikationsuddannelse og begyndte at skrive et projekt om kulturhuset 1000fryd. Det var sjovere end at gå på universitet, og så tog det ene det andet. Han droppede ud og begyndte at arbejde med kultur.

Han tog en eventteknikeruddannelse i lyd og lys, hvilket har gjort det lettere at drive spillestedet på Huset.

Det spændende for ham har altid været, hvordan man har kunne lave musik, som kan skabe fællesskaber og oplevelser, som man har sammen. Det handler om at skabe et kulturliv, hvor folk mødes, og nu er det tilfældigvis koncerterne, hvor Nikolaj Legaard spiller den største rolle.

- Det er vigtigt, at koncerterne er indenfor et prisleje, hvor alle kan være med. Det må aldrig være sådan, at nogle bliver holdt ude på grund af en billetpris, siger han.

Huset åbnede for mere end 40 år siden i 1978 og var starten på kulturhus-bevægelsen i Aalborg. Et frit kulturhus, hvor det ikke kun handlede om borgernær kultur, men ligeså meget borgerskabt kultur. 

- 1000fryd startede faktisk på Huset, fortæller Nikolaj Legaard.

Går vi tilbage til 1911, blev Huset bygget udenfor Aalborg som en fattiggård. I dag er Huset blevet mere indlemmet i byen, men som han siger, føles det ikke som om, det rigtigt ligger i Aalborg Centrum. 

For at komme hen til Huset skal man bevæge sig over en togbro fra Vesterbro. Der er ro omkring Huset, og overfor ligger Almen Kirkegård.

Huset består af tre store, gule bygninger. Der er en café, der tilhører Huset, Aalborg Karnevals administration, Aalborg Kulturskole, Kompetancecenter for rytmisk musik (KORMA), atelier med 10 brugere og et øvelokale som tilhører KORMA, de kreative værksteder med ler og keramik, et galleri, en større vegetarcafé, et kontor tilhørende foreningen Jazz9tus og en bandlejlighed, som er en gammel lejlighed, der lejes ud til bands, der spiller på Huset, eller til kunstnere og kulturaktører der arbejder i byen. 

- Det minder lidt om et vandrehjem og er for de folk, der er med til at skabe kulturaktiviteter eller dem, der deltager i kulturaktiviteter, fortæller Nikolaj Legaard.

Koncertoplevelserne på Huset handler om at få skabt en koncertoplevelse i øjenhøjde. En ramme, hvor de oplevelser, man har sammen, er sat i fokus. Gæsterne kan få en snak med musikerne. 

Der skabes et rum for refleksion om det, man har oplevet sammen. Der er altså stort fokus på fælleskabet og det at opleve sammen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste