Billede beskrivelse

Skovmand og Camilla: Skandale! Vi vil have osten tilbage!

23. februar 2025 kl. 10.01

Det er en del af jobbet som radiovært at skulle videreformidle både gode og dårlige nyheder. Men fredag morgen var ekstra slem. Der skulle jeg overbringe en særdeles dårlig nyhed til min kære kollega, Camilla.

En nyhed, jeg vidste både ville chokere og måske starte en sorgreaktion. Jeg havde nemlig, ved mine seneste indkøbsseancer, konstateret, at der var noget, der manglede i ostesortimentet. Ostebidderne fra BUKO! Du ved, de der små farverige trekanter med lækker hård smøreost.

Jeg havde tidligere slået det hen ved tanken om, at de nok bare ikke havde fået dem leveret.

Men ak! Det skulle vise sig, at problemet var endnu større end først antaget. Det er del af det journalistiske arbejde, at man researcher de historier, man bringer og til min store rædsel kunne jeg konstatere, via forskellige debattråde og fra Arlas egen hjemmeside, at de små oste simpelthen er udgået af sortimentet. En beslutning de i øvrigt er gået MEGET stille med!

Nu kender jeg udmærket Camillas store kærlighed til de trekantede vidundere, og det var med stor gru, at jeg skulle videreformidle den skrækkelige nyhed. Specielt fordi Camilla i forvejen er ekstra følsom grundet graviditet. Reaktionen udeblev ikke. Camilla så decideret rystet ud, og jeg kunne se, tårerne begyndte at strømme til i de fortvivlede øjne. Jeg selv kunne mærke frustrationen over, at jeg aldrig mere skal opleve ostebidderne på mit juleostebræt.

Vi er naturligvis kede af det, og som Camila så fint formulerede det: Jeg ville bare gerne have haft den viden, da spiste min sidste ostebid, så jeg kunne få sagt ordentligt farvel. Mit håb er nu, at der ligger et restlager et eller andet sted. Har du kendskab til et sted, hvor der er ostebider? Så send en mail til skovmand@anr.dk.

Og ARLA!!! Vi vil have ostebidderne tilbage!!!

Niels Skovmand og Camilla Gammelgaard skriver klummer for ligeher.nu og er værter på ”Skovmand og Camilla om morgenen”, der kan høres alle hverdage fra klokken 06.00 til 10.00 på ANR. Du kan lytte til ANR online på ligeher.nu/lyd

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste