Billede beskrivelse

Skovmand og Camilla: Er Skovmand Anders Wortmanns far?

09. februar 2025 kl. 09.01

Det spørgsmål blev stillet på en burgerrestaurant en sen aften i Korsør. Skovmand kunne dele den skrækkelige oplevelse med Camilla en tidlig mandag morgen, hvor han stadig var tydeligt mærket af situationen.

Historien kom sig af, at Skovmand og Wortmann i den forgangne weekend havde underholdt til en forsinket julefrokost i Holbæk og på turen tilbage til det nordjyske, skulle de både have mad og tanke strøm på bilen.

Da de havde indtaget deres ydmyge måltid, spurgte den ene af de ansatte på spisestedet, om Anders ikke godt nok er ham fra Tiktok. Dette kunne han naturligvis bekræfte, og han svarede også bekræftende til spørgsmålet om, hvorvidt de måtte få taget et billede sammen med ham. Skovmand holdt sig diskret i baggrunden og sørgede for at rydde op.

Da billedet var blevet taget, kiggede de to piger på Skovmand og stillede et opfølgende spørgsmål: “Hvad så med ham der? Er det så din far?”

Skovmand benægtede hurtigt, men ingen kunne høre hans svar. Det druknede nemlig i den voldsomme latter, som Anders Wortmann brølede ud i det næsten tomme lokale.

Da Skovmand var færdig med sin hjerteskærende beretning, var der ikke megen sympati fra Camilla. I stedet forsatte hun den lidt for begejstrede latter.

Heldigvis var der en lytter, der havde oplevet tilsvarende:

“Jeg boede en gang på et opholdssted for udsatte unge. Der var så denne her pædagog, altså hun så godt ud, det var slet ikke det, men hun var vel i start 30’erne, og jeg har været 15-16 år. Og jeg skulle til lægen. Hun skulle så med af en eller anden grund. Men da vi kommer ind til lægen, begynder han at udspørge os omkring prævention, sexvaner og hvad, man skulle forberede sig på ved at få børn. Tror han brugte 20-25 minutter på det, før vi fik ham forklaret, at mig og pædagogen altså ikke var kærester eller bollevenner. Men at vi altså bare kom for at få kigget på, at jeg havde ondt i en hånd...”

Man kan altså på mange måder havne i en relation, man ikke selv kendte til. Men for at slå det fast med syvtommersøm, så er Skovmand ikke far til Anders Wortmann. Så vidt vi ved...

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste