Billede beskrivelse

Nethe og Charlotte har kastet sig ud i et ægte iværksættereventyr

15. februar 2025 kl. 12.02

Det startede med et tilfældigt møde i deres børns skoleklasse. 

Hurtigt faldt snakken på motion, idræt og bevægelse - og på rekordtid var ambitionen om et fælles og socialt fitnessprojekt etableret. 

Det blev på få uger til dét, der i dag hedder Performers Box - og som har oplevet enorm popularitet hos både lokalbefolkningen i Nibe, men også nyder opbakning fra oplandsbyerne og sågar helt fra Aarhus og København. 

Stifterne af Performers Box hedder Nethe Marie Nielsen og Charlotte Vinther.

Udover at være næsten-naboer på en villavej i Nibe har de også en fælles passion for funktionel træning. 

- Det skal være sjovt og hyggeligt, men det må også gerne være hårdt. Det ene udelukker bestemt ikke det andet, lyder det samstemmende fra Nethe og Charlotte, da Ligeher.nu Aalborg møder dem i Performers Box' lokaler i Nibe Idræts- og Kultur Center. 

Billede beskrivelse

Forskellig baggrund, samme dedikation

Mens Nethe Marie Nielsen er uddannet pædagog og har tilbragt det meste af sit arbejdsliv i den sektor, kommer Charlotte Vinther med en baggrund som fysioterapeut. 

Hver især har de i mange år nydt at træne fitness, crossfit og lignende fysisk træning. 

Det er da også med afsæt i den fysiske træning, at de to forretningspartnere har kastet sig over Performers Box-projektet. 

- Selvom vi godt kan lide at konkurrere, og vi begge har en baggrund i elitesport, behøver fysisk og funktionel træning ikke at være hverken konkurrencepræget eller elitært. Det kan sagtens være benhårdt, samtidig med at man opretholder noget socialt og et fællesskab omkring træning, siger Charlotte Vinther. 

Hun har i øvrigt et danmarksmesterskab i ironman bag sig, ligesom Charlotte og Nethe i fællesskab har hentet podiepladser hjem i det populære Hyrox-koncept, der kombinerer løb med diverse fysiske øvelser. 

Bevægelse og aktivitet er helt konkret og meget bogstaveligt en integreret del af begges liv - ja, faktisk begge familiers hverdag. 

Billede beskrivelse

Nærmest gift med hinanden

I starten holdt Performers Box til på offentlige legepladser, fælles grønne arealer og lignende rundt omkring i hele Nibe.

Her turnerede makkerparret rundt med en trailer pakket til randen med træningsudstyr. 

- Det skabte hurtigt en bevidsthed ved folk om, at vi var startet, men samtidig gav det også Performers Box det her udtryk af, at alle kunne være med. Der var fokus på socialt fællesskab og hygge, lige så meget som der var fokus på at få trænet og at få trænet rigtigt, siger Nethe. 

Netop det sidste har været en grundlæggende præmis for både Nethe og Charlotte, da de startede Performers Box. 

Man skal kunne hygge sig med træningen - men det skal også gøres ordentligt. 

Både for at få mest muligt ud af sine anstrengelser - men mindst lige så vigtigt for at undgå skader og unødige overbelastninger. 

Billede beskrivelse

Hurtigt ind, hurtigt ud

Lokalerne i det store halkompleks i Nibe overtog Nethe og Charlotte 31. oktober sidste år. 

Og selvom de godt vidste, at det kom med en risiko, kom det alligevel bag på dem, at de allerede i slutningen af denne februar måned skal være ude igen. 

Halbestyrelsen vil gerne genopføre et fitnesscenter, og så må Nethe og Charlotte tænke alternativt. 

- Det skal vi nu nok finde en løsning på, lyder det optimistisk fra Nethe Marie Nielsen, inden hun selv følger op: 

- Sådan har der været så meget i den her opstartsfase, hvor vi har mødt nogle udfordringer. Men på en eller anden vis har vi altid fundet nogle løsninger, og det gør vi helt sikkert også her. 

Når februar bliver til marts skal Performers Box således finde et andet sted end hallen i Nibe at holde til. 

- Det er blot et bump på vejen, og vi har ikke hverken lyst eller tid til at sætte os ned og være ærgerlige. Vi skal videre, konstaterer Nethe Marie Nielsen. 

Hvor det populære træningskoncept, der i skrivende stund tæller over 200 betalende medlemmer, så rykker hen er endnu uvist. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste