Klumme: Trump-dekret siger, at nordjyske ord skal i ordbog
Lau Aaen (f. 1982) skriver satiriske og fiktive klummer med perspektiv og et skarpt blik for den omkringliggende verden
Det kaldes allerede en af de mest vovede aktioner i dansk sproghistorie.
Med list og snilde er det lykkedes en indtil nu ukendt nordjysk gruppering at snige et hjemmestrikket dekret ind i den tilsyneladende endeløse bunke af dekreter, den nyligt tiltrådte amerikanske præsident Donald Trump hastigt har underskrevet.
En underskrift med hidtil usete konsekvenser.
Præsidentens signatur betyder, at alle de nordjyske ord, som endnu ikke er optaget i Den Danske Ordbog, skal optages aldeles omgående. Ellers vanker der straftold og ekstra høje tariffer.
Dekretet nævner specifikt pangel, pullerværk, grattet, orksatme, kawert, kvæbbes og høk, som ord, der skal optages i den officielle danske ordbog prompte og uden yderligere forsinkelse.
- I årevis har sindige nordjyder forgæves forsøgt at tale de ordbogsansvarlige ovre i salonerne til fornuft. I årevis er de blevet ignoreret og har i stedet kunnet bevidne ord som oho, lejfig, FOMO, turbokylling og tuttelu blive optaget i ordbogen med den begrundelse, at de er “upåfaldende, velkendte og almindelige” ord, mens nordjyske grundord konsekvent afvises eller end ikke ænses. Denne himmelråbende uretfærdighed har tvunget os til handling, skriver den nordjyske gruppering, som kalder sig Nordjysk Aktionsgruppe (NAG) i et kommuniké.
Hverken de ordbogsansvarlige hos Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Dansk Sprognævn eller Kulturministeriet har udtalt sig, men kilder i miljøet taler om chok, panikstemning og om et wakeupcall.
Wakeupcall er i modsætning til f.eks. pangel optaget i ordbogen.
- Amerikanerne er vores allervigtigste allierede og bedste venner. Regeringen, ministeriet og litteraturselskabet bliver nødt til at navigere i en ny virkelighed, give efter for truslerne og rette ind, fortsætter meddelelsen fra NAG, som overbeviste Trump om at underskrive dekretet ved at forklare, at det her er noget, Joe Biden aldrig kunne finde på.
Om Trump i detaljer ved, hvad han har skrevet under på, er uvist, anerkender NAG, som også godt ved, at der er tale om et kontroversielt greb.
- Kontroversielt, ja. Men er trusler om tariffer og handelskrig virkelig mere kontroversielt end i årtier at ignorere helt livsnødvendige nordjyske ord som pullerværk og grattet med den totalt virkelighedsfjerne påstand, at de ikke bliver benyttet i hverdagssproget lige så hyppigt som reproklar og pisang? Svaret er åbenlyst. At en gruppe nordjyder nu griber til en afgift- og tarifbaseret løsning siger noget om, hvor langt ude, vi er.