Billede beskrivelse

Kasper var 33, da han faldt om med hjertestop: - Der er ingen, der ved, hvornår det er slut

11. juli 2025 kl. 06.01

Kaspers syn begynder at flimre - gangen i det lille parcelhus i Frejlev er pludselig sløret, og han griber ud efter væggen for at holde sig på benene.

Pludselig bliver alt hvidt og derefter – tomhed.

Klokken er lidt over 10.00, lørdag den 12. april, og Kasper er lige faldet om med hjertestop.

Navnebeskyttelse

Der vil i artiklen være kilder, der fremgår uden navn eller udelukkende med fornavn. De pårørende har haft et ønske om at fremstå anonyme for at beskytte deres privatliv - et ønske, vi fra Ligeher.nu i sagens natur har valgt at imødekomme.

Til alt held er hans kone fulgt efter ham, og hun når lige at gribe hans hoved, inden det rammer fliserne.

Hun råber desperat efter hjælp, men ingen hører hende. Forvirret over hvad der er sket med Kasper, får hun lagt ham i aflåst sideleje og griber sin telefon for at ringe til alarmcentralen. 

- Ja hallo, min mand er vist faldet om med hjertestop - I skal sende nogen nu, råber Kaspers kone grådkvalt.

Imens er parrets treårige søn dybt forvirret over optrinnet. Hvad er der galt med far? Hvorfor ligger han der? Og hvorfor svarer han ikke?

Kaspers kone begynder at give Kasper hjertemassage, men han vågner ikke. Pludselig træder to hjerteløbere ind ad døren med en hjertestarter i favnen.

Den ene overtager hjertemassagen af Kasper og får klargjort hjertestarteren, mens den anden tager parrets søn med ud i haven.

Ude af stand til at se sin mand blive genoplivet, forlader Kaspers kone huset for at tage vare på deres søn.

Minutterne føles som timer, men langt om længe træder en af hjerteløberne ud i haven og lægger hånden på hendes skulder.

- Kasper er vågen, I kan godt gå ind til ham nu.

Billede beskrivelse

Kampen for en normal hverdag 

Otte minutter - så lang tid gik der, fra Kaspers kone ringede til alarmcentralen, til ambulancen kørte ind i indkørslen.

Undervejs havde Kaspers hjerte stået stille i lige knap tre minutter og fået stød en enkelt gang.

De efterfølgende undersøgelser af Kasper viste, at han er sund og rask - hans hjerte slår, som det skal, men hvordan kan det så være, at en mand på 33 år pludselig falder om med hjertestop?

- Det kom fuldstændig ud af det blå, og det har bare været dybt uheldigt. Jeg blev ramt af noget, der kaldes ventrikelflimmer lige inden, men alle mine scanningsbilleder viser, at mit hjerte fungerer, som det skal. Efter at have fået indopereret en ICD, er jeg egentlig bare blevet opfordret til at genoptage mit gamle liv og gå til genoptræning på et hjertehold de næste otte uger, siger Kasper. 

Et hjertestop er dog ikke noget, man bare lige glemmer, og episoden har ikke kunnet undgå at sætte spor i den lille familie. For hvordan vender man tilbage til en normal hverdag, når man for kort tid siden har ligget død i stuen? 

Her har Kasper og hans kone tacklet hændelserne vidt forskelligt.

Kasper har i høj grad taget tyrene ved hornene og opsøgt steder, hvor han er blevet konfronteret med de oplevelser, han har været ude for, blandt andet sammen med den hjerteløber, der hjalp med at redde hans liv, Jacob Johansen.

- Jeg besluttede mig for at tage med Jacob ud på et hjerteredderkursus. Det var grænseoverskridende, og jeg var virkelig nervøs, men det har hjulpet mig ufattelig meget. Jacob er en fremragende mand, og han er blevet min store helt, om han vil det eller ej, siger Kasper.

Kaspers kone har i stedet vendt begivenhederne med sin psykolog. Her har hun i et fortroligt rum kunnet få sparring til de traumatiske minutter, hvor Kasper var død, men på trods af det fylder den traumatiske episode fortsat meget i hverdagen.

- Min mand var død - det er han heldigvis ikke længere, men jeg stod i det sammen med vores lille søn. De ting jeg har set og oplevet, er der ikke andre end mig, der har set, så det er rigtig svært at være i, men jeg gør det, og jeg sørger for, at min mand og mit barn har det godt – de to kommer før mig, siger Kaspers kone, mens tårerne triller.

Billede beskrivelse

- Af hjertet tak 

Kasper og hans families oplevelser den 12. april vil for altid være en del af dem og deres historie.

Det kan stadig være svært at komme igennem hverdagen, og Kasper og hans kones psyke er fortsat hårdt ramt. På trods af det forsøger den lille familie at se fremad og glæde sig over de små fremskridt og, at de trods alt stadig har hinanden. 

- Man skal huske at nyde livet og være glad for det, man har. Efter mit hjertestop blev det klart for mig, at der ikke er nogen, der ved, hvornår det er slut. Hver morgen sætter jeg pris på, at jeg kan slå øjnene op og glæde mig ved, at jeg har familie og venner, som vil mig det bedste og er der for mig, siger Kasper. 

Han har dog et ønske om at gøre mere end bare at komme sig. I fremtiden drømmer han om selv at blive hjerteløber og give noget tilbage til sine medborgere. 

Han har på egen krop mærket, hvilken forskel de har gjort, og han er dybt taknemmelig for deres indsats og deres vilje til at hjælpe andre i nød - uden dem havde meget måske set anderledes ud i dag.

- Det eneste jeg kan sige er tak – af hjertet tak! Det er stort, at de mennesker den 12. april tilsidesatte alt, og jeg sætter stor pris på, at de har lyst til at gøre en forskel. Jeg vil særligt gerne rette en tak til akutmodtagelsen og kardiologisk afsnit på Aalborg Sygehus og de seks hjerteløbere, der på dagen troppede op, siger Kasper og smiler.

– I reddede mit liv. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste