Indstil nu: Hvem fortjener årets frivilligpris?
Hende, der uge efter uge står klar på træningsbanen. Ham, der sørger for, at trøjerne altid er rene og klar til kamp. Den, der utrætteligt arrangerer stævner og sikrer, at alt kører på skinner.
I enhver idrætsklub findes frivillige, der gør en uvurderlig forskel – hvad enten det er som træner, hjælpetræner, holdleder, bestyrelsesmedlem eller på anden vis som en uundværlig drivkraft bag kulisserne.
Nu er det tid til at anerkende deres indsats. Derfor opfordrer SIFA og Sparekassen Danmark til at indstille kandidater til Frivilligprisen 2025.
En pris, der hylder de ekstraordinære frivillige
Har du én i tankerne, som har gjort en særlig indsats for både din klub og fællesskabet? Så skal indstillingen ske i en mail til SIFA.
Derefter vurderes kandidaten ud fra tre centrale kriterier:
Engagement: Prismodtageren har ydet en langvarig og aktiv indsats for klubben.
Fællesskab: Prismodtageren har haft en positiv indflydelse på fællesskabet og inspirerer andre.
Uegennyttighed: Prismodtageren bidrager uden forventning om belønning eller anerkendelse.
Prisen blev uddelt for første gang sidste år, hvor den gik til Aalborg Ishockey Klubs Preben Jensen.
Et økonomisk skulderklap
Udover æren følger der en præmie på 10.000 kroner fra Sparekassen Danmark.
Indstillingen skal ske senest den 24. februar. Mailen skal indeholde kandidatens navn, alder, klubbens navn, rolle i klubben samt en begrundelse for, hvorfor netop denne person fortjener prisen, skriver SIFA i en pressemeddelelse.