Seneste nyt
Billede beskrivelse

Fra Aalborg, til Grønland og tilbage - Glenn har været med i 20 år

10. august 2026 kl. 08.02

AALBORG: 1. august kunne regionsdirektør Glenn Bojer fra Aalborg fejre 20-års jubilæum i STARK. 

Gennem to årtier har han haft lederansvar i både Nordjylland og Grønland og opbygget stærke relationer til kunder, kollegaer og samarbejdspartnere.

Det skriver STARK i en pressemeddelelse.

Glenn Bojer begyndte sin karriere i koncernen i 2006 som afdelingschef i Superbyg på Grønlandshavnen i Aalborg. Siden har han varetaget en række lederstillinger med ansvar for både medarbejdere, kunder og forretninger i Nordjylland og Grønland.

I 2007 blev han salgsdirektør for STARK Grønland, og i 2015 tiltrådte han som trælastdirektør for STARK Aalborg. 

Tre år senere blev han regionsdirektør for STARKs nordjyske forretninger, og i dag har han ansvaret for både Nordjylland og Grønland. Det omfatter 15 forretninger og knap 300 medarbejdere.

For Glenn Bojer har relationerne til kunder, kollegaer og samarbejdspartnere været en af de største drivkræfter gennem karrieren.

- Jeg har været heldig at opleve Grønland tæt på gennem mange år, og hver gang bliver jeg fascineret af den grønlandske natur, kultur og de særlige vilkår, vi arbejder under. Samtidig har jeg opbygget mange stærke relationer til kunder, kollegaer og samarbejdspartnere. Det er oplevelser, som har betydet meget for mig – både professionelt og personligt. Derfor har både Grønlandshavnen og vores forretninger i Grønland en helt særlig plads hos mig, siger Glenn Bojer.

Selvom ansvaret i dag spænder over både Nordjylland og Grønland, har tiden i STARK Aalborg stadig en særlig betydning.

- Jeg trives rigtig godt i rollen som regionsdirektør og sætter stor pris på de mange forskellige opgaver. Men tiden som trælastdirektør i STARK Aalborg vil altid stå som et af højdepunkterne i min karriere. Jeg har gennem årene været omgivet af dygtige kollegaer og haft mulighed for at arbejde med mange spændende opgaver, og det er jeg meget taknemmelig for, siger han.

Privat bor Glenn Bojer i Aalborg sammen med sin hustru. Fritiden bruger han blandt andet på golf med familie og venner samt rejser sydpå.

Jubilæet blev markeret sammen med kollegaerne på Grønlandshavnen i Aalborg.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste