Løbere samlede ind til Skyggebørn
AALBORG: Et vellykket velgørenhedsløb til fordel for foreningen Skyggebørn blev lørdag afviklet langs havnefronten med start og mål ved E-huset.
Godt 20 løbere kastede sig ud i maratondistancen på lidt over 42 kilometer. Omkring 100 gennemførte den halve strækning, ligesom der også blev fristet med et rundeløb på ruten af godt 5,2 kilometers længde.
Løbet blev gennemført i en god atmosfære med det overordnede formål at støtte Skyggebørns arbejde for børn og unge, der lever med sorg efter dødsfald eller alvorlig sygdom.
Foreningen tilbyder blandt andet gratis sorggrupper og fællesskaber, hvor børn og unge kan møde andre i samme situation.
Skyggebørn har rødder i Aalborg, men arbejder i dag landsdækkende for at sikre, at børn og unge ikke står alene med svære oplevelser og tab.
Skyggebørn-løbet var støttet af AL Sydbank, der forud for starten overrakte 25.000 kr. fra Sydbank Fonden.