Emma glæder sig til show på hjemmebanen i Aalborg efter et halvt år på verdensturné
Smukke bevægelser, vilde spring, et kæmpe lysshow og god musik. Det er noget af det, du kommer til at opleve d. 27. maj i Gigantium i Aalborg, når DGI Verdensholdet skal lave show som en del af deres Danmarksturné.
En oplevelse, som aalborgenser Emma Christiansen glæder sig særligt meget til.
- Jeg glæder mig til at lave show i Aalborg, fordi det bliver en kæmpe oplevelse at vise showet både til dem, som jeg har gået på hold med, siden jeg var lille, men også dem, som har trænet mig og introduceret mig for gymnastikken. Derudover glæder jeg mig bare sindssygt meget til at lave show på min hjemmebane, udtaler Emma i en pressemeddelelse fra DGI.
En gymnastisk fortælling
Showt er skabt som en spændende gymnastisk fortælling om temaerne hengivenhed, kontrol og frygt.
Der er imidlertid sket meget med showet, siden holdet forlod Danmark i oktober sidste år, idet instruktørerne sammen med gymnasterne har taget inspiration med fra deres rejse rundt i hele verden - blandt andet i Tyskland, Malaysia, Sydkorea, Australien, Mexico og Uruguay.
- Hele showet er blevet kastet op i luften, og kun nogle bolde er blevet grebet igen og arbejdet videre på, og nye indslag er kommet til. Det har været en mega spændende og udfordrende proces, og jeg glæder mig til at vise det færdige show for et dansk publikum, siger Emma.
Verdensklasse show på hjemmebane
Emma håber på at lave show for fulde huse, og hun lover at gøre alt for, at det bliver et show i absolut verdensklasse.
- Jeg håber på at vise min hjemby, hvor glad og meget stolt jeg er over at gå på gulvet som gymnast på Verdensholdet, siger Emma og tilføjer.
- Jeg håber, at publikum bliver opslugt og betaget af vores show. Jeg håber, at de finder indslag eller elementer i showet, de synes særligt godt om. Derudover håber jeg, at publikum tager fra showet med ny energi, inspiration eller bare et smil på læben, slutter hun.
Billetter til showet i Gigantium d. 27. maj kan købes online her.