Billede beskrivelse

Aalborg-trio klar til liveshow i X Factor

20. februar 2025 kl. 15.15

Via en FaceTime-forbindelse fra et hotelværelse i Brøndby fanger vi Gustav Kappel, Magnus Fløe Simonsen og Nikolaj Lange Sørensen – de tre drenge, der tilsammen udgør X Factor-gruppen 9000 Håb (tidligere kendt som Superliga).

For to uger siden blev det afsløret, at trioen er videre i talentshowet, og fredag står de for første gang på scenen foran hele Danmark i en direkte tv-udsendelse.

Derfor er den velkendte hverdag i Aalborg nu byttet ud med intense øvedage på Sjælland. Alligevel fandt drengene tid til at fortælle LigeHer.nu Aalborg, hvordan en spontan idé hjemme i Aalborg har udviklet sig til et ægte X Factor-eventyr.

En skør idé blev til virkelighed

Inden X Factor var alle tre bosat i Aalborg, hvor de hver især var i gang med deres tredje sabbatår.

Musikken har længe været en stor del af deres liv, og gennem årene har de spillet sammen i forskellige bandkonstellationer – dog aldrig kun de tre – før en spontan idé opstod en aften hjemme hos Gustav og Magnus.

– Vi havde en hyggelig aften i vores lejlighed, hvor vi så fodbold og drak en øl. Og pludselig fik vi den skøre idé at sende en auditionvideo ind – og ja, det gik jo meget godt, fortæller Gustav.

Magnus og Nikolaj har kendt hinanden siden gymnasietiden i Aalborg, mens Magnus og Gustav mødtes på efterskole. I dag bor de to sidstnævnte sammen i en lejlighed i det centrale Aalborg.

Billede beskrivelse

Simon Kvamm satte dem på prøve

Drengene imponerede ikke kun til audition – de blev også udvalgt af Simon Kvamm til bootcamp. Her optrådte de med sangen "Tag mig, som jeg er", men nervøsiteten hang i luften, da de skulle have dommen om deres videre færd i konkurrencen.

– Da vi først kom ind, var jeg ret sikker på, at vi røg ud. Simon sagde, at vi ikke var dem, man umiddelbart huskede, selvom vi sang godt – og det gav egentlig meget god mening, fortæller Nikolaj.

Men da Simon Kvamm pludselig ville teste deres rytmiske evner, begyndte mistanken at melde sig.

– Da han så tog de der stykker brænde frem, tænkte jeg: "Okay, så er den vist god nok." For det trick brugte han også sidste år.

Hverdagen er vendt på hovedet

Bootcamp fandt sted i november, og siden da har drengene skullet holde deres X Factor-rejse hemmelig. Men nu hvor offentligheden endelig kender til den, kan de åbent fortælle om en hverdag, der er blevet vendt på hovedet – fra hverdagsjob og sabbatår til lydprøver og lange øvedage.

– Vi har så travlt herovre, at vi slet ikke når at tænke på, hvad der sker derhjemme, fortæller Gustav.

Alligevel kan Nikolaj mærke, at han savner Aalborg en smule.

– Jeg savner da Aalborg, hvor min familie og kæreste er. Selvfølgelig er hverdagen her sindssygt fed, og jeg ville ikke bytte den for noget. Men når jeg er hjemme i weekenden, kan jeg virkelig mærke, hvor meget jeg suger energi til den kommende uge.

Billede beskrivelse

Hvad så nu?

Selvom trioen er sluppet gennem nåleøjet og har sikret sig en plads i liveshows, holder de begge ben på jorden.

– Lige nu handler det bare om at komme videre uge for uge. Jeg tør ikke drømme om at vinde X Factor på det stadie, vi er på nu. Men hvis vi ender med at stå blandt de sidste tre, så kan vi begynde at håbe på noget større, fortæller Gustav.

Hvis du vil følge med i, hvordan det går for den aalborgensiske gruppe, kan du se dem fredag – den 21. februar – klokken 20 på TV 2.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste