Billede beskrivelse

Preets drøm om en restaurant bliver til virkelighed: Nu er åbningsdagen på plads

14. juli 2025 kl. 19.00

Der har den seneste måned været travlt på Strandvejen 11 nær Aalborgs havnekant.

I lokalerne, der tidligere har huset den ungarske vinbar 7773, har Preet Dhillon, ejeren af Bollywood Restaurant, kæmpet for at omdanne lokalerne til en autentisk og stemningsfuld indisk restaurant med rødder i det nordindiske køkken.

Billede beskrivelse

Restauranten bliver det nyeste skud på stammen i Preet Dhillons restauranteventyr. Hun har i de seneste syv år drevet Bollywoods to andre restauranter i Nørresundby og Aalborg, som dog udelukkende har tilbudt takeaway. 

Kundernes begejstring for maden og Preet Dhillons koncept har dog undervejs givet hende blod på tanden, og ønsket om en restaurant med siddende gæster begyndte at spire. 

- Vi har i de seneste syv år løbende fået efterspørgsler på at kunne nyde vores mad i restauranten, men vi har ikke kunnet finde et lokale, der passede til vores behov. Efter at have kigget i over to år faldt vi dog over lokalet på Strandvejen 11, og at det nu endelig er lykkedes os at komme i mål med vores drøm, er en stor lettelse, siger Preet Dhillon og fortsætter:  

- Vores koncept kommer til at rette sig mod den klassiske indiske mad, som over sommeren blandt andet vil kunne opleves i vores særlige sommermenuer, som kommer til at bestå af fiskeretter, salater og desserter bestående af mango, pistacie og mandler. Derudover vil vores gæster kunne nyde lækre indiske cocktails, mocktails og øl, siger Preet Dhillon. 

Øje for den unikke stemning 

Da Ligeher.nu i starten af juni var på besøg på Strandvejen 11, var der stadig et godt stykke vej til, at Preet Dhillon kunne realisere hendes drøm, men den seneste måned har hun og hendes team lagt sig i selen.

- Det har været en god proces. Vi har taget os tid til at få restauranten til at spille, og vi har undervejs hele tiden haft øje for at ramme den helt unikke indiske stemning. Vi har ikke sat unødigt pres på os selv, da disse ting tager den tid, de tager, siger Preet Dhillon.

Og det kan ses. 

Restauranten er blevet ombygget, menukortet er blevet udviklet, og tilbygningen til restaurantens takeawaykunder er blevet færdiggjort.

Billede beskrivelse

Ombygningen har budt på flere omrokeringer blandt Preet Dhillons restauranter, men nu kan hun med stor glæde oplyse, at åbningen af restauranten venter lige om hjørnet.

Fredag den 18. juli klokken 16.00 slår de dørene op og inviterer aalborgenserne indenfor til indiske specialiteter, lækre forfriskninger og en imødekommende service.

Preet Dhillon forventer at se en masse gæster og glæder sig til at give dem et indblik i den autentiske indiske madoplevelse.

I anledningen af åbningen vil der fredag, lørdag og søndag være 20 procent på regningen, men hvis du ønsker at få glæde af det fordelagtige tilbud, skal du dog skynde dig at slå til - med restaurantens kapacitet på 50 gæster vil der være et begrænset antal pladser.

Bollywood Restaurant vil have åbent fra 16.30 til 21.30 søndag til torsdag, mens de fredag og lørdag vil have åbent fra 16.00 til 22.30.

Hvis du ønsker at bestille bord eller se nærmere på restaurantens udvalg, kan du se mere på Bollywood Restaurants hjemmeside.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste