Billede beskrivelse

Nyt takeaway-sted åbner med gratis mad til de første 300 kunder

Du kan glæde dig til slobby sandwich og bagte kartofler med fyld - til studievenlige priser

22. februar 2023 kl. 15.35

AALBORG: Så er vi klar til at byde velkommen til en helt ny spiller på den aalborgensiske madscene. Vi kan nemlig nu afsløre, at USundt åbner i lokalerne, hvor Bagel Caféen holdt til indtil for nylig.

Og det er da også Mick Domani, som arbejdede i caféen, der er med i det nye takeaway-eventyr i vores madgade nummer 1, Reberbansgade.

Billede beskrivelse

Et eventyr der samtidig byder endnu en ejer med ombord, nemlig Rashed Mesayer Rashed, der i forvejen driver restaurant Rustik i Øster Hurup.

- Mick og jeg kender hinanden i forvejen, og nu vil vi gerne arbejde sammen. Og jeg kommer med stor erfaring i forhold til at drive et spisested, siger han.

- Jeg er uddannet kok, og i USundt får jeg ansvaret for menuen. Jeg lægger stor vægt på gode råvarer, og selv om priserne bliver studievenlige, så går vi ikke på kompromis med kvaliteten. 

Gratis mad til de første

Signaturretterne på menukortet bliver i første omgang slobby sandwiches, hvor kødet er braiseret i fire til seks timer, så det bliver dejligt mørt samt bagte kartofler med fyld. Noget du selv kan smage helt gratis, hvis du er blandt de første 300 besøgende på åbningsdagen.

- På dagen kan man glæde sig til bagte, fyldte kartofler med kødsauce, urter og creme fraiche-dressing og sandwich med braiseret oksekød, siger Rashed Mesayer Rashed.

- I forskellige former er sandwich og de bagte kartofler bærende for vores koncept, men man kan selvfølgelig også købe for eksempel salater og panini.

Ambitioner og gode råvarer

Rashed Mesayer Rashed lægger ikke skjul på, at ambitionerne er store.

- Jeg har en god mavefornemmelse, vi tror på konceptet, der er ikke andre der laver slobby sandwich og bagte kartofler her i Reberbansgade. Vi rammer noget, området mangler, siger han.

- Og nu begynder vi med det her menukort og ser, hvad der virker. Så bygger vi opad senere, jeg har mange nye idéer, så vi justerer undervejs. Nu skal vi først i gang, og det er vores plan at åbne flere steder, hvis det her går godt. Først i Aalborg og derefter i andre byer. 

Netop stort fokus på gode råvarer er noget, kunderne kan se frem til.

- Vores mål er, at folk skal have råd til at spise sig mæt i mad af den bedste kvalitet, siger Rashed Mesayer Rashed.

Stedet er primært takeaway, men du finder også otte siddepladser indenfor.

USundt åbner i Reberbansgade 13B onsdag 8. marts klokken 11 - og der er som nævnt gratis mad til de første 300 besøgende.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste