Billede beskrivelse

Nu kan du blive café-ejer på havnen i Hals

15. februar 2025 kl. 19.02

Efter 28 år på adressen kan Marianne Hald og Poul Larsen se frem mod en sommer, hvor de for første gang ikke skal betjene gæsterne i deres café på Hals Havn. 

Parret har lukket det populære spisested, Miss Dot som mange sikkert kender for sine lækre pandekager, is-desserter og indbydende burgerretter. Ejendommen er sat til salg og indehaverne leder nu efter en ny ejer, der er klar til at føre faklen videre.

- Vinterferien plejer at betyde opstart på sæsonen. Men i år har forberedelserne været af en anden slags. Nu er vi klar til at finde en ny ejer til vores dejlige café, lyder det i et facebook-opslag fra Marianne og Poul. 

- Vi ved, at vi kommer til at savne jer, men tiden er til, at vi skal nyde seniorlivet, tilføjer de og peger på nogle af caféens mange fordele. 

Miss Dot er nemlig stedet, hvor der kan skabes et stabilt cashflow, en fantastisk livsstil og en solid forretning, fremgår det blandt andet i opslaget. 

Caféen er centralt placeret på Hals Havn omgivet af Kattegat og Limfjorden. Stedet er kendt viden om og har en stor gæsteportefølje med masser af stamgæster. 

En ny ejer vil således overtage en forretning, der allerede er veletableret og hvor udgifterne til opstart er gennemskuelige. Caféen på Havnen 10 er sat til salg hos EDC Erhverv Poul Erik Bech til en udbudspris på 1,6 mio. kr.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste