Her får du byens bedste takeaway
Over hele landet har danskere afgivet deres stemmer for at finde vinderne af Just Eat Awards 2023, og nu er det officielt, hvor du kan få byens bedste takeaway.
Det skriver Just Eat i en pressemeddelelse.
Restauranterne er blevet nomineret af et uafhængigt dommerpanel, som har kigget på både kundetilfredshed og kommercielle faktorer.
Kunderne har derefter stemt på deres yndlingsrestauranter indenfor forskellige kategorier og Esaan – Taste of Thailand snupper prisen som Aalborgs bedste takeaway. Det er andet år i streg.
– Det betyder enormt meget at vinde prisen igen i år. Det føles som en stor anerkendelse af seks års slid. Der er heller ingen tvivl om, at vi fortsat vil blive ved med at sætte barren højt og have fokus på et fortsat højt niveau, siger David Lam fra Esaan – Taste of Thailand
Han fortsætter:
– Vi har selvfølgelig også håb og ambitioner for at kunne trække denne pris hjem igen en tredje gang til næste år.
Hos Esaan – Taste of Thailand tilbyder de thailandsk mad tilberedt af restaurantens thailandske kokke.