Derfor holder Joe & The Juice lukket i flere uger i shoppingcenter
Er du kommet forbi Joe & The Juice i Friis Shoppingcenter i de foregående dage med en mission om at få en friskpresset juice eller sandwich?
Så er du formentlig gået forgæves, for juicebaren er lukket i disse dage - og fortsætter med at være det i flere uger fremadrettet også.
Årsagen er dog ikke negativ, men i stedet at Joe & The Juice-kæden gerne vil opdatere og opgradere omgivelserne for sin juicebar i Friis Shoppingcenter.
Det oplyser partner i Joe & The Juice, Kasper Garnell, til Ligeher.nu Aalborg.
- Vi har valgt at give vores butik i Friis City Center et nyt look med et lysere og mere åbent design, der stadig har vores kultur og DNA helt i centrum. Det nye univers er inspireret af skandinavisk enkelthed, men med den velkendte Joe & The Juice vibe, som du kender og elsker, siger han og tilføjer:
- Vi vil skabe en endnu mere indbydende atmosfære, hvor der er plads til både fællesskab og nærvær – uden at gå på kompromis med det, der gør os unikke. Det er stadig Joe, bare i et lysere og friskere format.
Det er planen, at Joe & The Juice genåbner i Friis Shoppingcenter i uge 7 - lige op til vinterferien i Nordjylland.