Casper hittede med gigantburger: Nu vil han bage pizzaer her
Indehaver af Den Muntre Gris kaster sig ud i et nyt eventyr i Aalborg
AALBORG: Han har prøvet lidt af hvert på den nordjyske mad-scene. Lanceret en gigant-burger med fem bøffer og haft café i en af landsdelens badebyer.
Lige nu har han blandt andet den populære foodtruck Den Muntre Gris, som gør sig i hjemmelavede burgere, men snart kaster Casper Nielsen sig også ud i en anden del af branchen.
På onsdag, 15. februar, åbner han nemlig pizzeria på Østerbro med det enkle navn Caspers Pizza.
- Det bliver med den form for mad, jeg er kendt for - det hjemmelavede og de gode råvarer. Det bliver lidt finere pizzaer, end man finder mange steder, men til rigtig gode priser, forklarer han og tilføjer, at pizza-stilen vil læne sig op ad den italienske.
- Her bliver hverken pizzaer med kebab eller traditionel pepperoni, men derimod salami og en luftig dej lavet som i Italien, fortæller han.
Kender lokaler
Man kan umiddelbart tænke, der er langt fra monsterburgere til pizza, men det er ikke tilfældet for Casper Nielsen. Netop pizza regner han for sin hjemmebane, selvom det måske er det andet, han er mest kendt for.
- Jeg har arbejdet i pizzeriaer i rigtig mange år, for min far havde i 16 år pizzeria i Vejgaard, så det er der, jeg har lært branchen at kende. Nu kom der en mulighed for mig for at åbne igen, samtidig med at jeg gerne vil tilbage til Aalborg, siger han.
Lokalerne på Østerbro 64 kender han særdeles godt i forvejen. For seks år siden var han medejer af et pizzeria netop der. Men denne gang bliver det ham selv, der skal stå i spidsen for det.
- Jeg har erkendt, jeg har det bedst med at være min egen chef. Men jeg har rigtig gode mennesker til at hjælpe mig , forklarer han.
Casper Nielsen vil samtidig med Caspers Pizza fortsætte med at drive Den Muntre Gris. Det kan godt lade sig gøre, vurderer han. Foodtrucken er mest ude til arrangementer i dagtimerne, mens pizzeriaet vil være åbent om eftermiddagen og aftenen onsdag-søndag.