Billede beskrivelse

Vær en klimahelt og kom billigt til og fra koncerter i AKKC

De kommende måneder kan du spare penge på billetten til tog og bus, hvis du skal til kulturarrangementer - se her hvordan

27. februar 2023 kl. 10.01

AALBORG: Det er bekvemt, du sparer penge - og så er du en rigtig klimahelt.

Sådan lyder det fra Susanne Kabel, der er bæredygtighedsjournalist i Aalborg Kongres & Kultur Center. Hun er involveret i et nyt pilotprojekt, der skal få flere til at benytte den kollektive trafik, når de skal til kulturarrangementer i AKKC.

Projektet er et nyt samarbejde mellem Nordjyllands Trafikselskab og AKKC, som med en kulturbillet giver dig mulighed for at køre med bus og tog til specialpris i marts og april. Det skal få flere udenfor Storaalborg til at nyde både transport og liveoplevelsen og samtidig gøre lidt godt for klimaet, skriver de i en pressemeddelelse.

- Helt nye tal viser, at tilbuddet indtil videre er relevant for estimeret 24.000 kulturgæster. Det måler vi på salget af billetter til de 19 kulturarrangementer, der er i AKKC de kommende to måneder, siger Susanne Kabel. Hun nævner, at du blandt andet kan bruge tilbuddet om billig transport til store koncerter med navne som Tobias Rahim og Jonah Blacksmith - eller det helt særlige univers hos Den Grå Side.

Man kan købe en returrejse for 60 kroner, og kommer man eksempelvis fra Hjallerup, Nibe, Skørping, Svenstrup, så er der allerede her sparet, og fra for eksempel Brønderslev, Hobro, Hjørring eller Frederikshavn, er det et ekstra godt tilbud, hvis du vælger tog eller bus, står der også i pressemeddelelsen.

- Vi har god erfaring med samarbejder af denne type med andre kulturinstitutioner i Nordjylland. Det er vores erfaring med den her type samarbejder, at nordjyder, der ikke tidligere har opfattet vores busser og tog som et alternativ til bilen, får øjnene op for, at den gode oplevelse allerede starter i bussen eller tog, siger Mette Henriksen, Chef for Kunder & Salg i NT.

- Det er både praktisk og rigtig hyggeligt at rejse sammen og sidst, men ikke mindst, så bidrager det til den grønne dagsorden.

Når de to måneder er gået, bliver projektet evalueret med blandt andet et spørgeskema for at høre om kulturgæsternes oplevelser og overvejelser, så man kan samle feedback og data. Håbet er, at erfaringerne kan danne grundlag for en mere varig løsning i AKKC, men også for andre kulturinstitutioner i Aalborg og NT’s øvrige dækningsområde.

Her har vi samlet en række praktisk info til dig om pilotprojektet:

Billetten købes på hjemmesiden NTbillet.dk og på NT-app’en under Specialbilletter. Har du ikke app’en på din telefon, kan den nemt downloades i App-Store (I-Phones) eller Google Play (Android-mobiler)

Billetten koster 60 kr. retur og kan benyttes i alle NT’s busser og NJ’s tog (RE69, RE75 og RE76) i Region Nordjylland (Billetten kan IKKE benyttes i DSB og Arriva Tog).

Billetten er gyldig, hvis den fremvises sammen med en gyldig billet til forestillingen i AKKC.

Billetten kan købes en uge før forestillingen og gælder på dagen for forestillingen fra kl. 16.00 til kl. 02.00.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste