Billede beskrivelse

Vælgerforening besøger en stærkt specialiseret og grøn virksomhed

29. september 2024 kl. 14.03

Den lokale vælgerforening for Venstre i Gistrup, Gunderup og Nøvling samt Visse skal fredag den 11. oktober besøg HMK Bilcon A/S på Hadsundvej 295 i Gistrup og ved den lejlighed vil de stifte bekendtskab med en af de større og absolut mest moderne virksomheder i branchen.

Der er i høj grad tale om en specialproduktion for ud fra et rå førerhus med motor, opbygges blandt andet vognkasser til tankbiler til såvel private firmaer som for eksempel Shell og OK, men i høj grad også til det danske forsvar. Derudover bygges en del mobile ekspanderbare trailere til sundhedssektoren og undervisning samt events. Alle køretøjer laves i så høj en kvalitet, at de uden problemer kan holde mindst 30 år

Virksomheden beskæftiger i dag over hundrede medarbejdere og der er altid mindst 10% lærlinge foruden at der er tre på flexjob og tre i seniorjob i den rummelige virksomhed, der gør meget for at have gode og sikre fysiske og psykiske arbejdsforhold med fokus på kost, rygning, alkohol og motion samt stress. For løbende at få den seneste viden i branchen er der et tæt samarbejde med såvel universitet som UCN om ikke mindst brugen af svejserobotter, hvor den første blev implementeret i 2022 og endnu en er på vej her i 2024.

Udover at minimere støj og forurening gør HMK Bilcon rigtigt meget for at begrænse energiforbruget. Således opvarmes montagehallen nu af fjernvarme i stedet for oliefyr og der er lavet flere digitaliseringsprojekter for både at styre og minimere energiforbruget, men i høj grad også for at øge produktiviteten ved hjælp af digital dokumentation.

Der er LED-pærer overalt og ved at investere i frekvenstyrede kompressorer er elforbruget hertil reduceret med op til 30%. Der er også købt en ny malerkabine og et industrigasanlæg, som udover at have reduceret energiforbruget med 50% også giver 13% mindre CO2. Endelig er der ved at installere otte varmepumper og ved anvendelse af ventilationsanlæg med varmegenvinding samt tætning af porte lykkedes at spare op til 30% af fjernvarmeforbruget.

Historien bag firmaet går helt tilbage til 1895 i Hjørring, hvor der i de første mange år blev bygget hestetrukne køretøjer så først fra omkring 1950 blev der bygget chassisrammer til biler. På det tidspunkt hed virksomheden Hjørring Maskin- og karosseriværksted.

I 1963 blev navnet ændret til HMK Industri og der var travlt med at bygge vognstel, ladkasser, tankbiler til brændstoffer, alkohol, kemi og bitumen samt flytte- og transportkasser. I 1955 begyndte Scandia i Randers også at bygge tankbiler til benzin og gas så efter et opkøb heraf ser navnet HMK Bilcon dagens lys i 1965.

Produktionen flyttes efterfølgende til Aalborg i 1981 og den blev i 1983 opkøbt af Mørch & Sønner. Med et stigende behov for mere plads, blev virksomheden i 2010 flyttet til den nuværende adresse i Gistrup og efter en konkurs i 2017, købte de nuværende ejere boet og navnet HMK Bilcon 2017 A/S så dagens lys. Siden da er det kun gået én vej med omsætningen og antallet af ansatte og der er blandt andet blevet investeret i en stor moderne kantine ud mod Hadsundvej.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste