Susanne brænder for sit lokalområde - og har nu åbnet ny butik
Ved krydset i Lindholm, Nørresundby er der dukket en ny butik op. Butikken hedder Eventyrblomster, og der har allerede været stor opbakning fra de lokale.
Bag disken står Susanne Andreasen, og hun åbnede Eventyrblomster i starten af september og kan nu kalde sig for blomsterhandler.
- Det er gået over vi har forventet i den sidste 1,5 uge, fortæller Susanne Andreasen.
Ønsket om en blomsterbutik i Nørresundby stikker dybere end blot en passion for blomster og det kreative. Faktisk har Susanne Andreasen og hendes mand, Mikkel, længe haft et ønske om at bidrage til den lokale handel.
- Vi har slet ikke det butiksliv som de eksempelvis har i Hjørring, så jeg har forsøgt at skabe det liv, jeg selv vil have i en by og bidrage lidt til det, fortæller Susanne Andreasen.
Susanne og Mikkel har nemlig boet i Lindholm, Nørresundby i mange år, og de har derfor set, hvordan de små butikker har kæmpet for at bevare handlen i Nørresundby.
Da lokalet på Lindholmsvej 67 stod tomt, så de pludselig deres snit. Derfor blev lokalet købt, renoveret og nu åbnet for kunder i den nye blomsterforretning ‘Eventyrblomster’.
- Jeg har fundet nogle få og rigtig gode forhandler. En af butikkens hovedelementer er kvalitet.
- Jeg får tit at vide, at jeg har et frisk snit. Jeg gør også meget ud af, når jeg bestiller mine blomster, at de kommer hurtigt ud igen, uddyber Susanne.
Og på den måde forsøger Susanne at få blomstret butikslivet i Nørresundby lidt mere op med Eventyrblomster.