Billede beskrivelse

Stor millionbevilling: Hjælp på vej til udsatte familier i Aalborg

Hjælpen skal frigive penge i familiernes budgetter til at klare elregninger og prisstigninger

23. februar 2023 kl. 16.46

Organisationen Dansk Folkehjælps lokalafdeling uddeler 27. og 28. februar en ekstraordinær vinterhjælp til fattige og udsatte familier i genbrugsbutikken i Aalborg. Det oplyser nødhjælpsorganisationen i en pressemeddelelse.

Over de to dage vil i alt 100 aalborgensiske familier modtage to gavekort - et til dagligvarer og et til andre fornødenheder som vintertøj, børnetøj, babyudstyr eller sportstøj til børnenes fritidsaktiviteter. Gavekortene har en samlet værdi på 2.000 kr.

- Formålet med Vinterhjælp er, at vi kan give økonomisk hjælp til indkøb, som er uundgåelige i familiernes budget - herunder mad, vintertøj, børnetøj og lignende. På den måde forventer vi at frigive midler i de i forvejen hårdt prøvede familiers budget, som så kan bruges på for eksempel de tårnhøje elregninger og prisstigninger i butikkerne, siger konstitueret generalsekretær i Dansk Folkehjælp, Peder Thorning, i pressemeddelelsen.

Inflationen og stigende energipriser fik i december 2020 regeringen til at afsætte 50 mio. kr. til 20 danske nødhjælpsorganisationer. Pengene var øremærket fattige og udsatte familier, hvis økonomi er særligt presset af den økonomiske situation.

Dansk Folkehjælp har fået bevilliget i alt 24,3 mio. ud af de 50 mio. kr. fra Socialstyrelsen. Dermed kan Dansk Folkehjælp uddele hjælpen til 12.626 familier, som skønsmæssigt svarer til cirka 24.000 børn på landsplan.

- Uoverskuelige og uforudsete regninger kan være svære at håndtere for familier, der i forvejen ikke har et stort råderum i deres økonomi. Her hjælper Vinterhjælp på den korte bane, men i Dansk Folkehjælp forventer vi omvendt, at regeringen og Folketingets partier snart finder mere langtidsholdbare løsninger på det sociale område, der kan forbedre situationen for de mest udsatte familier – også på længere sigt, siger Peder Thorning i pressemeddelelsen.

De familier, der modtager hjælpen, er blevet visiteret og godkendt i samarbejde med landets kommuner. Den primære målgruppe består af enlige forsørgere på overførselsindkomst med et eller flere hjemmeboende børn på under 18 år og familier med samboende forældre hvor begge forældre er på overførselsindkomst.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste