Opfordring: Drop bilen, og tag bussen på indkøb
Aalborg City og Nordjyllands Trafikselskab på fælles mission
- Tag bussen på indkøb.
At den opfordring kommer fra Nordjyllands Trafikselskab, men nu opfordrer også Aalborg City til det samme.
De to parter er derfor gået i samarbejde med det formål at få flere til at droppe bilen og i stedet tage med offentlig transport.
- Hos Aalborg City arbejder vi løbende på at understøtte den grønne omstilling. Den kollektive trafik er en grøn måde at transportere sig på, og derfor var vi ikke i tvivl om, at vi skulle sige ja tak, da NT kontaktede os og foreslog, at vi lavede et samarbejde, siger City Manager, Jes Asmussen,
Han håber ikke kun, at flere vil benytte busserne, men også at flere i det hele taget vil tage turen ind til Aalborg for at shoppe, gå ud at spise og tage del i byens mange kulturelle tilbud.
Hvis flere tager bussen, når de skal ind til det centrale Aalborg, er de med til at sænke CO2-udledningen og andelen af partikler, der udledes fra biler på benzin og diesel.
Hos NT er de godt klar over, at det ikke er nogen let opgave at ændre folks transportvaner. Det er især bilisterne, der er svære at lokke over i busserne.
- Den første gang er altid svær. Sådan er det også med den kollektive trafik. Og for mange af dem, der er vant til at tage bilen, er den kollektive trafik lidt af et mysterium. De ved ikke, hvilken bus de skal med, hvor den kører fra, hvor man kan stå af, eller hvordan man køber en billet. Bilturen kender de. Og selvom de godt er klar over, at der kan være nogle ubekendte ift. kø og parkering, er det alligevel mere trygt for dem end at tage bussen, siger Mette Henriksen, der er chef for kunder og salg i NT.
Samarbejdet mellem NT og Aalborg City betyder, at der vil være materiale i butikkerne om hvordan man kan komme i gang med at tage bussen.
Ligeledes vil der i løbet af året kunne være arrangementer, hvor det bliver gratis at tage bussen, eller billetten giver rabat eller andre fordele. Dette vil løbende blive meldt ud.