Museum flyttede kunstværker hjem til modedesigner
- Er der gadefest i dag? spurgte de forbipasserende ved Eckersbergsgade i Kartoffelrækkerne på Østerbro i lørdags.
- Ja, byens bedst kuraterede af slagsen, svarede museumsdirektør Lasse Andersson fra Kunsten Museum of Modern Art Aalborg, der var rykket til København for en dag.
Museet havde nemlig flyttet en del af sin samling ind i modedesigner Stine Goyas private hjem. Og det blev lidt af et tilløbsstykke med over 300 gæster i løbet af dagen.
- Jeg er rørt over, at så mange tog imod oplevelsen. Som museum er det vigtigt for os også at bringe kunsten udenfor museets vægge – på samme niveau som på museet. Det synes jeg vi er lykkedes med, med værker af Sonja Ferlov Mancoba, Nan Goldin, Mamma Andersson, Rita Kern-Larsen, Ursula Reuter Christiansen og Kirsten Justesen, m.fl. Altsammen præsenteret i øjenhøjde midt på gaden og hjemme hos Stine, fortæller Lasse i en pressemeddelelse.
Drømmen var at udstillingen i meget private og nære omgivelser ville give en ny dimension til hvordan man kan opleve kunst. Og den blev til fulde indfriet.
- Der var en intimitet blandt publikum, kunsten og musikerne både i vores hjem og ude på gaden, som man ikke opnår på samme måde i et offentligt rum. Publikum blev mere deltagere end beskuere. Det kan jeg godt lide. Tusind tak til alle der kom og til alle der var med til at få det til at ske, siger Stine Goya, der selv var med hele dagen.
Særudstilling kurateret af Stine Goya på vej til Aalborg
Arrangementet i Kartoffelrækkerne blev afholdt som optakt til udstillingen Stine Goya x Kunsten, der åbner på Kunsten Museum of Modern Art Aalborg den 21. november.
Her har Stine Goya kurateret og iscenesat en poetisk særudstilling med nøje udvalgte værker fra Kunstens samling. Resultatet er en æstetisk og intuitiv kunstoplevelse om adskillelse, længsel, drømme og begær.
De håndplukkede værker iscenesættes med tunge tekstiler, bløde draperinger og Stine Goyas klare farveholdninger – og skaber en æstetisk, intuitiv kunstoplevelse.