Kender du Årets Hjerteredder 2024?
Hvert år kårer Hjerteforeningen Årets Hjerteredder. En titel, der går til en eller flere personer, som har handlet hurtigt og korrekt og ydet genoplivning, da den reddede person fik hjertestop.
Nu er det muligt at indstille personer til titlen.
Det skriver Hjerteforeningen i en pressemeddelelse.
Hvert år rammes 5.000 danskere af et hjertestop udenfor hospitalernes rammer.
Hver og en er i høj grad afhængige af, at omkringstående reagerer hurtigt og udfører effektiv genoplivning for at øge deres overlevelseschancer.
Heldigvis træder vidner til med genoplivning i 80 procent af alle tilfælde, før ambulancen ankommer.
– Tid er helt afgørende, når det kommer til hjertestop. For hvert minut, der går uden genoplivning, falder chancen for at overleve med cirka 10 procent, siger Anne Kaltoft, som er administrerende direktør i Hjerteforeningen.
Hjerteforeningen hylder de mennesker, som gør en forskel, træder til og redder liv. Det sker ved den årlige Hjertegalla-indsamlingsshow, som du kan se på TV 2 Charlie til september.
Kender du en redder kan du indstille vedkommende til Årets Hjerteredder, og dermed have muligheden for at give igen til den eller dem, som reddede liv.
Du indstiller Årets Hjerteredder 2024 her. Fristen for at indstille til den ærefulde titel er fredag den 1. marts.