Godt nyt for syge hjemløse: Snart åbner nyt center
Den 24. september åbner et nyt Røde Kors omsorgscenter i Aalborg. Det hedder Nordly og er for hjemløse borgere, der har været indlagt på hospitalet.
I samarbejde med Region Nordjylland og økonomisk støtte fra Social- og Boligstyrelsen er det nu muligt at åbne omsorgscenteret.
Omsorgscenteret gør det muligt for hjemløse borgere at få op til 14 dages ro og restitution med gratis kost og logi efter, at de har været indlagt på hospitalet.
- Der har fra starten været et godt samarbejde med regionen og Aalborg Kommune, hvor omsorgscentret er placeret, og vi glæder os rigtig meget til, at vi kan slå dørene op og tage imod de første borgere, som vi ved, har et helt særligt behov for rolige rammer til restitution, fortæller nationalchef i Røde Kors, Marie-Louise Gotholdt ifølge en pressemeddelelse.
Der vil derudover også være interaktion og fællesskab med frivilige samt sygepleje og socialrådgivning på centeret, der kan have fem patienter ad gangen.
Røde Kors driver allerede tre omsorgscentre for hjemløse i Region Hovedstaden, Region Syddanmark, samt i Aarhus. Ifølge pressemeddelelsen fra Røde Kors vil der udover Nordjylland blive åbnet omsorgscenter i Region Midtjylland og Region Sjælland i løbet af 2024/25, og dermed vil tilbuddet findes i alle landets regioner.
Omsorgscentret Nordly vil tage imod hjemløse borgere fra alle kommuner i Region Nordjylland. Og de kan blive henvist både fra psykiatrien og hospitalets øvrige afdelinger.
I følge pressemeddelelsen har foreløbige forskningsresultater vist, at opholdet på centret kan betale sig økonomisk for samfundet, fordi færre hjemløse genindlægges.
Røde Kors omsorgscenteret Nordly åbner den 24. september på Scoresbysundvej 3C kælder i 9210 Aalborg.