For første gang: 24 timer med idræt
Gigantium danner vanligvis ramme om klassiske idrætsgrene som håndbold, ishockey og svømning. Ofte for eliten.
Fra fredag kl. 16 til lørdag ditto bidrog det store idrætskompleks i Aalborg Øst dog også til at udbrede kendskabet til mange andre og langt mindre kendte sportsdiscipliner.
For første gang havde Aalborg Kommune kaldt til samling til Idrætsdøgnet. Det blev en kæmpe succes med tusindvis af besøgende hen over de 24 timer.
Målet var således at skabe interesse for bevægelse hos så mange som muligt og på længere sigt også at få de besøgende til at engagere sig i idrætten. Og så havde arrangørerne yderligere en dagsorden, der handlede om unges mistrivsel.
Derfor var der særlig fokus på at tiltrække netop denne gruppe. Det lykkedes, hvilket ikke mindst kom til udtryk fredag aften. Her var der stor overvægt af de 15 til 25-årige, der blandt andet havde isarenen helt for dem selv.
Også mange børnefamilier lagde vejen forbi. Den lange række af instruktører stod klar til at give gode råd om alt fra fægtning og kendo til gymnastik, bordfodbold, cykling og rulleskøjteløb.
Familien Lindegren fra Gistrup var blandt de mange, der lørdag havde taget turen til Gigantium. Her prøvede børnene Vilma og Ejvind kræfter med det meste, og ifølge deres mor, Christina var det et stort hit:
- Til dagligt dyrker børnene gymnastik, men her har de også prøvet meget andet. Jeg tror de er godt trætte, når vi kommer hjem, lyder det fra Christina.
Blandt foreningslivet var der også stor tilfredshed.
- Det her giver os optimale betingelser for at udbrede vores sport, bemærker Lars Brygger fra Lindholm Bokseklub.
- Mange kender kun boksning fra tv og medier. Men her kan de prøve det i praksis. Jeg håber og tror vi får flere medlemmer med et arrangement som dette, tilføjer han.
Idrætsdøgnet var et led i European Week of Sport. Det var støttet økonomisk af EU og Nordea Fonden.